Efter knap et år som landsdækkende avis har Urban valgt at oprette egen redaktion i Århus.
Foruden en redaktionschef vil der i løbet af juni blive ansat et antal journalister, der fra 1. august skal lave historier om alt fra uddannelse og ligestilling over trafik til livsstil og kultur fra Århus. Fra 1. oktober skal den nye Århus-redaktion også dække udvalgte stofområder i Odense og Aalborg.
– Vi har erkendt, at man ikke koordinerer historier og dermed også lokalsider i Aalborg, Odense og Århus fra København. Det er baggrunden for, at vi har valgt at oprette eget kontor og egen redaktion i Århus. Vi håber på den måde at kunne være mere nærværende og synlige i første omgang i Århus. Senere tager vi også fat i Aalborg og Odense, siger chefredaktør Dorthe Carlsen.
Redaktionen i Århus skal levere såvel landshistorier som lokale historier samt historier til Urban’s temasider og tillæg.