Urban og Herning Folkeblad har i fællesskab besluttet at stoppe Urban Update.
Urban har i samarbejde med Herning Folkeblad udgivet Urban i en særlig Herning udgave siden Urban blev landsdækkende i september måned 2004.
– Vi og Herning Folkeblad er enige om at stoppe projektet pr 31. december i år. Vi har haft et forbilledligt samarbejde på alle måder. Når vi alligevel vælger at stoppe projektet nu, hænger det sammen med at vi vælger at fokusere vores indsats i andre geografiske områder, siger adm. direktør på Urban, Lars Lückow.
Også Herning Folkeblad har været glade samarbejdet med Urban:
– Men når vi ønsker at slutte samarbejdet nu, hænger det sammen med, at annoncesalget ikke har levet op til vores forventninger. Og så ønsker vi også at fokusere vores arbejde med Mediehuset Herning Folkeblad, der jo som bekendt foruden Herning Fokeblad består af HerningOnline.dk, TV Danmark Midtjylland, Guld FM, Hit FM og Konceptas:, siger adm. direktør Alex Nielsen.
URBAN vil stadig være at finde på stationer, i virksomheder, uddannelsesinstitutioner, gadestativer m.v i det midtjyske område, blot altså i en generel udgave.