Både i 2016 og i 2015 kunne dagligvare-giganten Coop glæde sig over at nappe fire ud af de fem øverste pladser på listen over de brands, som danske forbrugere finder mest bæredygtige.
Men i 2017-udgaven af listen må dagligvare-giganten – i øvrigt sammen med Lego – se sig fortrængt fra de øverste pladser på podiet af tre debutanter på listen.
På førstepladsen lander således virksomheden Urtekram – skarpt forfulgt af elbilproducenten Tesla, og på tredjepladsen kødproducenten Friland – mens Coop kommer ind på en fjerdeplads med Irma på femtepladsen.
Ud af top 5 i forhold til sidste år ryger dermed Superbrugsen, Lego og Kvickly.
Over 8.000 danskere har givet deres besyv med og stemt Urtekram ind foran virksomheder som Arla, Coop og Lego – og det er man naturligvis glade for hos Urtekram.
Økologi løfter
Kvalitetschef og innovationschef Lene Iversen fra Urtekram siger:
– Vi er selvsagt voldsomt begejstrede for prisen, som netop understreger, at forbrugerne kan se, at vi dagligt arbejder på at udvikle nye økologiske og bæredygtige produkter. Vi gør alt for at drive en bæredygtig virksomhed, og det betyder, at ikke alene er alle Urtekram-varer økologiske, vi var også den første økologiske virksomhed der blev ISO 14001 miljøcertificeret og dagligt arbejder med at mindske ressourcespild i vores produktion.
Lene Iversen tilføjer, at man samtidig ser førstepladsen som udtryk for, at forbrugerne også opfatter økologi som bæredygtigt:
– Og det er naturligvis en udvikling, vi er meget stolte af at være en del af, da vi traf vores valg om altid at være økologisk tilbage i 1972.
Nordisk undersøgelse
Det er femte år i træk, varemærkeundersøgelsen Sustainable Brand Index kårer Danmarks mest bæredygtige virksomheder – ifølge forbrugerne.
Undersøgelsen gennemføres også i Sverige, Norge og Finland – og foruden Urtekram i Danmark vandt den statsejede apotekskæde Apoteket i Sverige, mejerivirksomheden Tine i Norge og mejerivirksomheden Valio i Finland.
I Danmark er et repræsentativt udsnit på 8.000 danske forbrugere blevet bedt om at bedømme, hvor godt 196 af de største og mest kendte virksomheder og brands klarer sig med hensyn til miljøansvar og socialt ansvar.
Mærkerne udvælges på basis af markedsandel, omsætning, antal medarbejdere og generelt varemærkekendskab.
Top 10
1 |
Urtekram |
2 |
Tesla |
3 |
Friland |
4 |
Coop |
5 |
Irma |
6 |
REMA 1000 |
7 |
Superbrugsen |
8 |
Lego |
9 |
Arla |
10 |
Kvickly |
Bund 10
182 |
Gina Tricot |
183 |
Saxo Bank |
184 |
Chevrolet |
185 |
Stofa |
186 |
Subaru |
187 |
Expert |
188 |
KFC |
189 |
Biva |
190 |
Dominos |
191 |
Alfa Romeo |