Den amerikanske regering overvejer nu at bruge olie fra de strategiske lagre for at lægge en dæmper på olie- og benzinpriserne. De har nået en højde, der truer den amerikanske vækst og dermed også præsident Barack Obamas muligheder for et genvalg i 2012.
Nervøsitet for de planlagte demonstrationer i denne uge i Saudi Arabien samt protester i andre mellemøstlande fik mandag prisen på råolie til at stige med yderligere et par procent til over 118 dollar pr. tønde for Brent, inden prisen igen faldt tilbage. Men selvom man dermed fortsat er et stykke fra rekorden på 147 dollar i 2008, og der heller ikke er indikationer i markedet af en egentlig mangel på råolie, så er nervøsiteten tydelig i først og fremmest USA.
For når de amerikanske forbrugere ser på benzinstanderne, er der til gengæld tale om priser, der er ved at nærme sig rekorden fra 11. juli 2008, hvor en gallon benzin i USA kostede 4,11 dollar. Op til weekenden var prisen på 3,5 dollar, en stigning på ca. 10 pct. i løbet af kun ca. to uger.