Den officielle optælling ved den amerikanske prisuddeling Creativity International Awards har udstyret henholdsvis Reputation og Andersen & Blæsbjerg med tilsammen fire sølv og seks diplomer.

Reputation, som er en del af Publicis-gruppen, hentede sølv i Print kategorien for et logo-design for virksomheden Mille Hilmar, ligesom det også blev til sølv for en serie ”In a Can”-emballager for bureauet selv.

Desuden fik Reputation en tredje sølv – denne gang i Media-kategorien – for en film for Lundbeck, og dertil samlet tre diplomer for Lundbeck og Nycomed film.

Det er i øvrigt ikke første gang, bureauet får metal med hjem fra  Creativitiy-prisuddelinger. Ved de to foregående udgaver har Reputation vundet i alt 1 Platinum, 1 guld, 6 sølv og 7 diplomer (også kaldet Honorable Mentions).

Også Andersen & Blæsbjerg fik sølv i Print-kategorien.

Ædelmetallet faldt her for en ”Briller til dem du er”-poster for optikerkæden Opto Gruppen i kategorien ”Magazine ad consumer single unit”. Samme kampagne gav to diplomer i foto og kampagne-kategorier, og desuden blev det til diplom for en kampagne for Maizena.

I Print gik Best of Show-hæderen til Futura DDB i Slovenien for et ølglas-design, mens den tilsvarende ære i Media gik til den svenske reklameskole Berghs for ”Post from Japan”.

Sidstnævnte arbejde indbragte i øvrigt også de unge svenskere en ”Future Lion” ved VM i reklame i Cannes i sommer.