Oddsene for en ny recession i USA er helt oppe på 50 procent, ifølge Mohamed El-Erian, chef for Pacific Investment Management (Pimco), der forvalter nogen af de største investeringsfonde i verden, skriver Ritzau.
For nylig udtalte El-Erian, at Grækenland ikke vil magte at få kontrol over sin høje statsgæld, og spåede en statsbankerot inden 2013. Nu er det USA’s tilstand han tager under behandling i et interview med Bloomberg, og rosenrødt ser det ikke ud i hans optik.
Udtalelserne kommer samme dag, som der igen-igen kom dårligt nyt om økonomien i USA form af en lavere end forventet økonomisk vækst i årets tredje kvartal.
Og hvis politikerne i Washington ikke mander sig op, vil det gå endnu værre, advarer El-Erian, som er en mand, der lyttes til på finansmarkederne i kraft af de mange milliarder dollar, Pimco håndterer.
– Fremdriften i økonomien er svagere end forventet, og politisk er vi kørt helt fast. Men det mest skræmmende er, at vi taler om risikoen for en recession på et tidspunkt, hvor arbejdsløsheden allerede er for høj, siger han og fortsætter: ”Desuden er en fjerdedel af samtlige boligejere teknisk insolvente. Budgetunderskuddet er oppe på ni procent, og renterne er praktisk talt på nul,” siger han.