Prisen på olie fortsætter tirsdag mandagens fald primært på bekymringer i markederne om, hvorvidt det senere på ugen vil lykkes europæiske statsledere at finde en vej ud af regionens gældskrise. Krisen truer med en yderligere afmatning af den globale økonomi, hvilket rammer olieefterspørgslen og sender prisen ned.

Der skal torsdag og fredag være EU-topmøde i Bruxelles, og forud for mødet har den tyske kansler, Angela Merkel, lagt yderligere afstand til forslaget om, at dele eurozonens samlede gæld, for at få en ende på krisen.

– Markederne forbereder sig på, at der ikke vil komme noget ud af topmødet, der kan have en meningsfuld effekt på risikoen i Europa, siger Ric Spooner, chefanalytiker hos CMC Markets, til Bloomberg News.   

 

Ritzau