Produkt placement hedder en meget benyttet reklamemiddel, som mange firmaer benytter sig af for at få et mærke med i en film eller et tv-program. Men det er ikke altid, at produktet er placeret.
I TV 2’s vignetter til deres reklameblokke kan man se slørede personer, der sætter sig i forskellige møbler, der for kendere er let genkendelige.
Her kan seerne blandt andet se Verner Pantons Phantom-stol, Arne Jacobsens svanen og Gubis røde chaiselong. Hos TV 2 får man ofte henvendelser fra seere, som vil vide, hvor de kan købe sofaen fra reklamerne, og det er ikke reklamefilmen, men introen, de mener.
Et af de steder, hvor man også har mærket en stigende interesse for møblerne i TV 2’s reklameintro er møbelhuset Paustian. Her bruger man ikke produkt placement, men indrømmer, at Paustians møbler ofte bruges i forbindelse med reklamer og bl.a. også i TV 2’s reklameintro. Hver uge får man flere henvendelser fra medier og reklamebureauer, der vil låne alt lige fra nipsting til sofaer. En service, man normalt ikke tager penge for.
– Men stort set hver eneste dag har vi henvendelser fra folk, der har set vores møbler i tv- programmer, annoncer eller reklamefilm, siger Henrik Lieberoth, der er sælger hos Paustian. Han mener, at det er udtryk for, at folk lægger mærke til designprodukter, og at en del andre medier end lige boligbladene er begyndt at interessere sig for at præsentere designmøbler.