For Nordisk Film er det en utraditionel produktion, når selskabet fra nytår skal til at producere et fast aften-magasin på alle hverdage til TV2. Men det er samtidig et synligt eksempel på den omlægning af selskabet, der er sket de seneste år, hvor der er sket en betydelig downsizing, således at man i højere grad er blevet indholdsleverandør frem for et full-service produktions-selskab med alle tekniske faciliteter.
Den nye ordre fra TV2 indebærer, at Nordisk film skal producere magasinet på teknik fra Metronome i et studie, som TV2 etablerer ved Hovedbanegården. I dette studie skal TV2s morgenflade også produceres, og TV2 går således nye veje ved at flytte to faste daglige produktioner ud i gadebilledet til almindelig offentlig beskuelse.
For Nordisk Film TV er det ikke helt normalt at levere en produktion uden teknik.
– Jo, i de fleste tilfælde leverer vi ikke produktionen uden teknik, og i denne her sammenhæng har vi da også budt på det tekniske. Men nu har Metronome og Skandinavisk Filmkompagni jo arbejdet sammen i seks år om morgentv, så derfor er det ikke spor specielt at de fortsætter, mener direktør Lars Mandahl, der i øvrigt glæder sig meget til at komme i gang med hvad han kalder “lidt af en satsning” for TV 2.
TV 2s programchef Bo Damgaard gør opmærksom på, at de to programmer er helt uafhængige og har hver deres journalistiske profil.
– Go’ morgen Danmark er aktualitetsbåren og varer i tre timer, hvor Go’ aften Danmark både er kortere, mere magasinpræget og let i sin tone, understreger han og tilføjer, at det eneste element, der går igen i de to programmer, er at de får samme “studie”.
– Vi har lavet en aftale med DSB og DSB Rejsebureau om at kunne være i det cylinderformede lokale ud mod Tivoli på Hovedbanegårdens 1. sal. Her kan vi nemlig sidde og kigge ud over det hele, siger han.
Indtil videre er planen at programkonceptet skal køre i hele 2002, og at man så herefter vil tage stilling til det videre forløb. cnb