Indvandrerdebatten er med til at skræmme udlændinge og 2. generations-indvandrere ud af landet, advarer ledende erhvervsfolk. Det er helt nødvendigt med bedre integration. Ellers koster det vækst og velstand.
– En række undersøgelser viser, at vi går tilbage i åbenhed og globalisering, og de to ting er forudsætninger for vækst. En chokerende stor del af de velfungerende og veluddannede unge 2. Generations-indvandrere overvejer at forlade landet, fordi de føler sig under pres af debatten og tonen, siger Jørgen Huno Rasmussen.
Både hos Dansk Erhverv og i DI genkender man problemet. Arbejdsstyrken skrumper og indvandrere og nydanskere kommer til at udgøre en større og større andel af arbejdsstyrken. Vi har brug for dem, og tager vi ikke hånd om integrationen, risikerer vi at få alvorlige problemer, mener de to organisationer.
Berlingske Nyhedsmagasin i dag.