Tvivlen er væk. Nu er vi i valgkamp. En af landets førende retorikere, Jesper Troels Jensen fra Rhetor, rådgivende retorikere, ser frem til de kommende måneder. Med Venstres kampagne ”Bag Facaden”, indledt i går og fortsat med landsdækkende printannoncer i dag, skyder landets største regerings-bærende parti officielt valgkampen i gang.
‒ Når Venstres kommunikation sigter efter navngivne modstandere, i dette tilfælde Villy Søvndal og Helle Thorning, ved vi, at valgkampen er skudt i gang. Vi ved også, at den slags ad hominem-kommunikation (mod mennesket, red.) kun virker i kort tid, siger Jesper Troels Jensen. ”Endelig ved vi, at ordentlige mennesker ikke kan holde den slags ud i længere tid.”
En kampagne, hvor en part forsøger at udstille en anden parts fejl og mangler, er en meget svær balancegang. Indirekte fortæller den slags kampagner jo, at Venstre har svært ved at trænge igennem med egne fortræffeligheder.
‒ Det er et dilemma i en valgkamp. Skal man bruge krudtet på at udstille to ”paphoveder”, og det er jo dét, Venstre siger i den nye fortælling, hvor papfigurer vælter, eller skal man seriøst overbevise danskerne om, at Venstre er bedst til at løse udfordringerne? Hvis Venstre fortsætter med den kurs i månedsvis, giver det bagslag.
‒ Vi ved jo fra amerikanske valg, at personangreb kun virker i kort tid, og at partierne derovre eskalerer angrebenes karakter. De personlige udfald bliver hårdere og hårdere, og det sker bevidst for at holde smudset vedlige. Man siger jo, at noget af skidtet bliver hængende, ikke?
Jesper Troels Jensen maner dog i første omgang til besindighed, og advarer mod at konkludere for skarpt for tidligt. Venstre kan have positivt indhold gemt bag de første negative skud i bøssen.
‒ Det ved Venstre og regeringen jo godt, må man gå ud fra. Det er ikke atomvidenskab. En negativ og defensiv kampagne holder ikke i mere end to måneder, så står vælgerne af. Og derfor tror jeg, at kampagnen er et udtryk for, at statsministeren pønser på at udskrive valget før november, altså relativt snart, slutter Jesper Troels Jensen.
Markedsføring går nu ind i dækningen af valgkampen. Vi gør det via retorikere, kommunikations- og reklamefolk. Jesper Troels Jensen, stifter og partner i Rhetor indleder.
Du kan læse mere om Jesper Troels Jensen og Rhetor
her.