Statsejede Danske Spil kan i løbet af få år være på private hænder, hvis det står til de borgerlige partier.
Det skriver dagbladet Børsen.
Venstre lægger i sit udspil til finansloven op til en delvis privatisering af spilfirmaet og forslaget om, at staten sælger rettighederne til spil som Oddset og Tips støttes af de øvrige partier i blå blok.
Kilder vurderer over for avisen, at den del af Danske Spil, som Venstre vil sætte til salg, kan indbringe omkring fire milliarder kroner.
Danske Spil Licens er et af flere selskaber under Danske Spil A/S og udbyder spil som Oddset, Tips, Casino og Poker.
Finansminister Bjarne Corydon (S), som gennemførte salget af aktier i Dong til amerikanske Goldman Sachs, er umiddelbart afvisende over for Venstres forslag.
En privatisering af Danske Spil er ikke noget, som regeringen overvejer.
– Og forud for en stillingtagen er der i hvert fald behov for at få udredt de fordele og ulemper, som et salg i givet fald ville indebære, skriver Corydon i et svar til Børsen.
Men muligvis kan Venstre finde opbakning hos De Radikale. Partiets skatteordfører, Nadeem Farooq, kan godt følge “tankegangen” bag forslaget, siger han.
Venstres udspil til finansloven bliver fremlagt mandag.
/ritzau/Børsen