Statens udgifter til eksterne konsulenter skal barberes ned med en milliard kroner. Sådan lyder det fra Venstre, der dermed vil spare 25 procent af statens udgifter på knap fire milliarder kroner til konsulenter.
Det drejer sig især om konsulentopgaver, der rækker længere frem end to år, skriver Berlingske Tidende.
– Den økonomiske situation nødvendiggør, at vi finder nogle besparelser på statens budget. Og der har i de senere år været en kraftig stigning i udgifterne til at hyre ekstern konsulentbistand. Nogle af de opgaver skal vi udskyde af hensyn til økonomien, siger Venstres finansordfører, Jacob Jensen.
Han er især klar til at luge ud i den management- og ledelsesrådgivning, der rækker længere frem end to år.
– Er det først fra 2012 eller senere, at konsulenternes arbejde kan omsættes til fordele for staten, skal de udskydes af hensyns til de akutte underskud på statens budget, fastslår Jacob Jensen.
Berlingske Tidende side 11.