Det lyder måske ikke sådan, men det er en stor udfordring at få virtuelt vand til at ligne den ægte vare på det store lærred og i tossekassen. Selv for de bedste folk inden for visual effects.
Det kunstige vand ender ofte med at se for tykt og klistret ud, men en ny software, som netop er taget i brug i Danmark, gør ”visual effects” af vand lettere at lave. Og, endnu vigtigere, billigere for bureauer og annoncører.
– Vi har nogle gange været to-tre uger om at lave komplicerede animationer med vand, og det kræver enorm computerkraft at få et realistisk resultat. Med den nye software kan vi lave større ting hurtigere og undgå honning-splash, forklarer Christian ”Crille” Nielsen, der er supervisor på visual effects hos postproduktionsselskabet Duckling&Sonne.
Vandanimationer i film som Avatar, Harry Potter og Pirates of the Carribbean er skabt med den nye software, og den første danskproducerede reklamefilm med de nye animationer er nu også en realitet.
Duckling&Sonne har således for nylig afleveret en Gajol-film, hvor vandanimationerne er skabt med den nye software. Det er bureauet Fireball, der står bag Gajol-filmen, der kører på bl.a. TV 2 og TV3.
Du kan se et klip fra filmen hos
Fireball på Facebook et stykke nede på siden.
Svenske Exotic Matter har udviklet softwaren, der bærer navnet Naiad. Postproduktionsselskabet Duckling&Sonne har godt 30 medarbejdere og løser opgaver for f.eks. McCann og Hjaltelin Stahl & Co.