Send en besked til Downing Street nummer 10, eller få hul igennem til præsident Obamas indbakke i Det Hvide Hus, og fortæl så d’herrer, at de er på vej i den forkerte energi-retning.

Sådan lyder opfordringen fra den europæiske vindmølleorganisation, EWEA, i en ny Facebook-kampagne, ”The G8 Wake up Call”, som i bogstaveligste forstand giver alle og enhver mulighed for at sende en direkte besked til en af verdens topledere. Og dele det med vennerne.

Det er det danske social media bureau Patchwork, der står bag kampagnen, og noget af det, der skal være med til at bære budskaberne igennem, er karikaturtegninger af G8-landenes ledere.

Nicolai Afséus, kundeansvarlig hos Patchwork, siger:

– EWEA ønskede at give forbrugerne et talerør og en direkte linje til politikerne op til G8-topmødet (i næste uge, red.). Ved at bruge de sociale mediers kraft har vi skabt en kampagne, der er unik, fordi den i modsætning til lignende traditionelle kampagner lader folk lave deres egen besked og personligt plante den i toppolitikerens indbakke eller Twitter-konto.

Humor og meme’s

Når man klikker sig ind på app’en, kan man navigere rundt imellem de otte verdensledere, som hver især indgår i forskellige karikaturtegninger – fx en storsmilende amerikansk præsident i færd med at fodre et kulværk med dollarsedler, imens en vindmølle på den anden side får en enkelt sølle cent.

Sammen med et ”statement”, der understøtter den tegnede situation bliver det til et wake-up call, som man via Facebook kan sende direkte til præsidentens Twitter-konto eller e-mail i Det Hvide Hus – med sig selv som afsender.

– Vi ved, at humor er en aktiv driver på de sociale medier, og vi kan se, hvordan trenden med ”meme’s” – de små sjove billeder med tekst, der florerer over alt på de sociale medier, og som ofte afspejler populærkulturen eller aktuelle begivenheder – er eksploderet de seneste år, siger Nicolai Afséus og tilføjer:

– Når vi kombinerer den viden med det faktum, at mange af denne her type kampagner er negativt stemte,  var det oplagt for os at arbejde med humor. Både for at få budskabet til at skille sig ud og for at få det til at falde naturligt ind i dialogen på de sociale medier, hvor seriøse organisationer er i skarp konkurrence med nuttede babyer og katte. Den politiske satire er kendt for at få folk til at reagere. Vi har sat den ind i en ny sammenhæng, hvor vi giver folk mulighed for at reagere på en vigtig mærkesag fra den platform, de allerede befinder sig på, siger Nicolai Afséus.

18.000 fans

”The G8 Wake-up Call” har fået flere tusinde brugere til at e-maile eller tweete til en af de otte verdensledere, mens Facebook-siden i sig selv har generet 18.000 fans i løbet af de seneste par uger.

Og dialogen ser ud til at virke – blandt andre har den engelske premierminister således allerede svaret på flere af de direkte henvendelser.

Kampagnen, som meget passende kommer forud for G8-topmødet i Irland i næste uge, har indtil videre genereret knap en halv million sidevisninger, mens flere tusinde brugere allerede har e-mailet eller tweetet til Barak Obama, Angela Merkel eller en af de øvrige seks toppolitikere.