I 2012 købte Egmont ”Vægtkonsulenterne”, der adskiller sig fra den myriade af andre aktører i helse-industrien, fordi ”Vægtkonsulenterne” bygger på en lægegodkendt kostplan. Metoden til vægttab er afprøvet af danskerne siden 1981, og har i den forstand bestået markeds-testen.
Men Egmont vil naturligvis revitalisere ”Vægtkonsulenternes” landsdækkende kæde af specialister, og det skal Hjaltelin Stahl gruppen assistere med. Opgaven handler kort og godt om ny kommunikationsplatform og bl.a. at introducere et online-medlemskab, der giver medlemmerne mulighed for fx at følge deres kostplan, kalorieindtag og vægttab på nettet.
– Vi har behov for et kreativt bureau, som er grundlæggende digitale, men som også forstår printmedier. Og allervigtigst – som forstår vores forretning og forbrugeradfærden på vores marked. Efter en række indledende møder stod det klart, at Hjaltelin Stahl var det helt rigtige bud – både på det faglige og det personlige plan, siger Vægtkonsulenternes adm. direktør Tine Senger.
Hos Hjaltelin Stahl er der stor glæde over det nye samarbejde:
– Vægtkonsulenterne har været en fornøjelse at lære at kende. På et seriøst og kostfagligt fundament har de formået at skabe et socialt fællesskab, som virkelig gør en forskel i medlemmernes liv. Det sociale bånd skal vi føre videre online. Vi er godt i gang og ser frem til et sundt samarbejde, siger Steffen Hjaltelin.
Den nye kommunikationsplatform og første kampagne er netop gået i luften.
– Vi var under stort tidspres, og vi var derfor meget spændte på det første oplæg fra Hjaltelin Stahl. Og derfor var lettelsen stor, da det sad lige i skabet i første forsøg. Imponerende arbejde, slutter Tine Senger.
Den nye kommunikation går i første omgang kun ud på Egmonts egne medier, nemlig Hjemmet, Alt for Damerne, Fit Living og Eurowoman. Kommunikationen køres online, via bannere og på print.