Et af Nordens førende konsulenthuse inden for HR-ydelser, AS3, har ambitioner om at fordoble omsætningen inden for fem år.

Content marketing bliver en central del af vækststrategien, og til at hjælpe sig har de valgt content-bureauet Brand Movers, der skal udvikle strategi- og implementeringsplan og efterfølgende deltage i indholdsproduktionen.

– Vi har overvejet content marketing i noget tid, og efter at have været til flere konferencer om emnet er vi blevet overbevist om, at det er den rigtige vej at gå i forhold til at løfte vores ambitiøse vækstmål, forklarer Peter Straadt, partner i AS3.

– Jeg tror ikke, jeg overdriver, når jeg siger, at vi vel nok har spillet en central rolle i udviklingen af vores industri over de seneste 25 år. Nu vil vi overføre den thoughtleader-position til vores markedsføring,.

Et let valg

Da beslutningen først var truffet, tog det ikke HR-koncernen lang tid at vælge bureau.

– Hvis man siger content marketing i Danmark, så kan man ikke undgå at sige Brand Movers. Bureauet er for os at se både de stærkeste på det strategiske område og på den lidt mere seriøse type indhold, som vi gerne vil have.

– Og endelig kan de hjælpe os med at få forankret projektet i hele organisationen, hvilket også var afgørende for os, forklarer Peter Straadt om valget af content bureau.

Direktør i Brand Movers, Jesper Laursen, ser frem til den nye opgave, som bureauet allerede så småt er gået i gang med.

– AS3 er en virkelig spændende virksomhed med en klar førerposition i Norden og et tårnhøjt vidensniveau. Vi skal aktivere den viden og omsætte den til flere leads og mere forretning. Det er nogle ambitiøse og meget klare forretningsmål, som vi glæder os til at hjælpe til med at indfri, siger Jesper Laursen.

AS3-koncernen leverer en række forskellige HR-ydelser som outplacement, leder- og medarbejderudvikling og karrierecoaching. Konsulenthuset har kontorer i Danmark, Norge, Sverige og Finland og rådgiver hvert år flere end 30.000 personer.