Det kinesiske vækstlokomotiv ser ud til at være i gang med en svag opbremsning.
Væksten i Kina endte i tredje kvartal således “kun” på 7,3 procent, hvilket er det laveste i fem år for verdens næststørste økonomi, viser tal fra Kinas nationale statistikbureau.
Selv om væksten er den laveste siden 2009, var den anelse over, hvad analytikerne på forhånd havde forventet.
Samtidig viser nye tal for landets industriproduktion i september en stigning på 8,0 procent i forhold til samme måned sidste år, hvilket var over forventningen på 7,5 procent.
Detailsalget, som er en nøgleindikator for kinesernes forbrugslyst, steg med 11,6 procent i september i forhold til samme måned sidste år, lyder det fra statistikbureauet.
Det officielle vækstmål for Kinas økonomi er 7,5 procent i år, og hvis der ikke kommer gang i hjulene i årets sidste tre måneder, vil landet ikke nå sit mål. Premierminister Li Keqiang har dog tidligere sagt, at regeringen er parat til at acceptere, at væksten bliver en smule lavere, så længe at jobmarkedet ikke viser krisetegn.
/ritzau/Reuters