Økonomien voksede “beskedent til moderat” i perioden fra sent november til december, som rapporten Beige Book omfatter, skriver Ritzau Finans.
Af de 12 områder, som rapporten dækker, meldte syv om beskeden vækst, mens de resterende fem meldte om forskellige grader af forbedring.
Blandt andet hæfter rapporten sig ved, at privatforbruget rapporteres at være steget i de fleste distrikter, og inflationspresset er ganske begrænset. Rapporten underbygger vurderingen fra et flertal af centralbankmedlemmerne, om at den økonomiske vækst tager til i styrke, men endnu ikke er stærk nok til at mindske arbejdsløsheden, så hurtigt som ønskeligt, skriver Bloomberg News.
Beige Book har fået navn efter farven på dets omslag og baserer sig på tilbagemeldinger i anekdotisk form fra Federal Reserves 12 regionale hovedkvarterer.