Regeringens stort anlagte plan om førstehjælp til små- og mellemstore virksomheder i pengemangel er sejlet godt og grundigt agterud i forhold til planerne om at yde hurtig hjælp.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) lancerede ellers ideen om at få pensionssektoren til at spytte fem milliarder kroner i en særlig pulje helt tilbage på Venstres sommergruppemøde i august, og lagde dengang ikke skjul på, at formålet var at sætte gang i væksten hurtigst muligt.
Nu et halvt år efter, og en måned efter at aftalen blev underskrevet i Økonomi- og Erhvervsministeriet, er der end ikke sammensat den bestyrelse, som skal lave rammerne for investeringsarbejdet.
Medlemmerne af bestyrelsen skal udpeges af branchen, hvor arbejdsmarkedspensionskasserne ATP og LD sammen med brancheorganisationen Forsikring & Pension skal stå for det praktiske arbejde med at finde egnede kandidater, som så skal endeligt godkendes fra politisk side.
– Jeg håber på, at vi i bedste fald er klar til at melde ud om bestyrelsens sammensætning ultimo marts, men kigger jeg realistisk på det, så kan vi sagtens komme ind i april, siger Henrik Heideby, der er næstformand i Forsikring og Pension og adm. direktør i pensionsselskabet PFA.