For nylig rundede Danmark en milepæl, hvad angår grønne biler. Over 100.000 el- og hybridbiler ruller der nu rundt på kongerigets landeveje, og det tal ventes kun at vokse i de kommende år.

Det samme billeder ser bilproducenterne også selv for sig: Flere og flere nye el-modeller ser således dagens lys.

Derfor har man hos Audi Danmark – sammen med bureauet Twenty – netop taget hul på en strategiproces, der skal sikre brandet en langtidsholdbar position og platform i det, man selv definerer som ”fremtidens e-mobilitetsmarked.”

Men det handler vel også om at sælge flere biler?

“Det gør det bestemt. Men det vi tager hul på nu, skal sikre Audi som førende inden for e-mobilitet. Og det skal ses i lyset af markedets udvikling. Før i tiden købte man jo typisk en bil og ejede den i måske syv år. I dag handler bilmarkedet, herunder elbilmarkedet, også om nye måder at eje biler på – tænk delebiler og privatleasing,” siger Jacob Thiesen, der er Head of Marketing hos Audi Danmark, og uddyber:

“Den vækst og udvikling inden for e-mobility er vi som brand nødt til at forholde os til. Det er et marked, der kommer til at kræve betydelig omstillingsparathed. Også når det gælder kommunikation og markedsføring.”

Største salgssucces nogensinde

I årets første seks måneder blev der, ifølge Autobranchen Danmark, indregistreret 25.854 nye el- og plugin-hybridbiler i Danmark. 

Jacob Thiesen, Head of Marketing, Audi Danmark. Foto: PR.

”Det svarer til 26,8 procent af det samlede bilsalg. Det er en voldsom kontrast til samme periode i 2020, hvor kun 9,3 procent af de nye biler kunne sættes i stikkontakten,” skriver organisationen.

Senest har De Danske Bilimportører, der er brancheorganisation for bilfabrikkernes repræsentation i Danmark, meldt ud, at der nu kører over 100.000 grønne personbiler på de danske veje.

Den udvikling mærkes også hos Audi, der senest har introduceret modellen Q4 e-tron.

En model, som Jacob Thiesen karakteriserer som den største salgssucces i Audi Danmarks historie.

“Vi har på to en halv måned udleveret i omegnen af 500 af den nye model, hvilket allerede gør den til den sjette mest solgte elbil i Danmark i 2021. Altså på bare to en halv måned,” siger Jacob Thiesen og tilføjer:

“Og vi forventer at ligge endnu højere på listen, når de kommende måneders udlevering kan trackes.”

Satser på flere kreative legekammerater

Audi Danmark har gennem en længere årrække samarbejdet med Ocean Agency, og det gør man fortsat.

Hvorfor har I valgt et andet bureau til det her projekt?

“Fordi vores behov for kompetencer er meget mere fragmenteret i dag. Blandt andet på grund af den markedsudvikling, vi har talt om. Vi er glade for Ocean, men jeg mener, det vil være ideelt for os at have to-tre semifaste, kreative legekammerater, som vi i øvrigt også forventer vil kunne samarbejde med hinanden. Så helt overordnet er det fleksibiliteten, vi tror på,” siger Jacob Thiesen.

Han uddyber:

“Og så præsenterede Twenty jo nogle indsigter, som vi kunne lide, og som vi gerne ville arbejde videre med.”

Audi går el-vejen

Internationalt vil Audi fra 2026 udelukkende lancere nye modeller, der er 100 procent eldrevne, og fra 2033 udfases modeller med forbrændingsmotor helt.
Kilde: Audi Danmark.

Twentys cofounder og CEO, Thomas Bjerg, har jo en vis erfaring med kreativt arbejde for bilmærker. Herunder VW, som Audi er i familie med. Har I kigget lidt til den side, inden I indgik samarbejdet?

“Ja, det vil jeg ikke benægte. Thomas har jo med forskellige bureauer leveret en stærk track record på branchen, senest for VW Erhverv, men også tidligere for VW Personbiler og i øvrigt for andre brands.” 

Vil tale til følelserne

Hos Twenty er Thomas Bjerg naturligt nok glad for det nye samarbejde, men han er også klar over, at det ikke nødvendigvis er en nem nød at knække, ”fordi bilmarketing helt overordnet set er ekstremt generisk”. 

Så hvad kan I gøre for at differentiere Audi?

“Ja, i betragtning af, at mange brands på elbilmarkedet taler om, hvor mange ladestandere, der er, hvor man kan parkere, og hvor langt bilen kan køre på en opladning osv., så er der da plads til andre typer kommunikation,” siger Thomas Bjerg, der tilføjer:

“Nu er vi først i en strategiproces, men vi kommer til at fokusere på mere emotionelle budskaber. Følelser, der kobler aktiviteter direkte til forretningen.”

Jacob Thiesen uddyber:

“Udover at have nogle teknisk avancerede produkter af høj design- og produktionsmæssig kvalitet, så er vores brand og dermed vores brandfortælling essentiel for vores forretning,” siger han og tilføjer:

“Vi vil derfor arbejde mere målrettet på at udvikle denne fortælling. Og noget af det, vi kommer til at arbejde meget med, bliver netop at skabe en større følelsesmæssig connection til forbrugerne.”

Audi Danmark og Twenty forventer at udkomme med ny platform og nye budskaber i slutningen af året eller i starten af 2022.