Midttrafik har været modige og lavet en to’er, som filmhistorien ellers er fuld af eksempler på, der kan gå helt galt.

Men måske har man lyttet til den engelske fodboldlegende Alf Ramsey: ”Never change a winning team”.

For det er præcist, hvad busselskabet har gjort ved at genforene hovedkræfterne bag den massivt prisvindende reklamefilm ”Bussen”, Ronni Madsen og Jan P. fra M2Film og Thomas Falkenberg fra Falkenberg&Falkenberg.

M2Films producer, Jan P., fortæller, at det har været en udfordring at levere en opfølger til en reklamefilm, som i den grad vandt målgruppens hjerter.

– Vi var ret hurtigt enige om, at vi ikke skulle lave en ren copy paste af etteren og hype flere cool features ved bussen. I stedet valgte vi at fokusere på buskunden. ”The Passenger – The True Hero”, forklarer Jan P.

Dermed fortsætter den nye film, hvor den forrige slap ved gøre bussen mere ”cool” for regionens unge.

– Med den nye film fortsætter vi vores offensiv mod et bedre omdømme hos de unge. Vi vil gerne opnå stolthed hos de unge. Stolthed for det valg, de tager, når de hopper på bussen. Men uden konkrete tiltag fra den virkelige verden, er filmen ikke andet end et godt grin, fortæller Britta Charmig, projektleder hos Midttrafik og tilføjer, at man ligeledes igangsætter andre initiativer, der skal gøre det mere attraktivt for de unge at tage bussen.

Det vil blandt andet ske ved at installere Wi-Fi i alle busser.

M2Films Vice President Ronni Madsen fortæller, at projektet er skabt ud fra en grundlæggende content-tankegang og tro på at godt indhold gør en forskel.

Prøv med noget relevant

– Kernen i projektet har ganske enkelt været at arbejde hen mod at give det unge publikum noget kommunikation, som de rent faktisk gerne vil modtage, fremfor noget de egentlig helst vil være fri for. Den slags er nemt sagt, men mindre nemt at realisere uden at miste relevansen, humoren eller den filmiske kvalitet, siger Ronni Madsen.

Thomas Falkenberg fra Falkenberg&Falkenberg supplerer.

– Det er en fornøjelse, at vi har en modig kunde, som også er interesseret i produktionskvalitet. Det ses for sjældent i dag. Det er som altid en svær to’er, men heldigvis har et flertal af de unge, som indtil videre har set filmen, sagt, at de synes, den er bedre end nummer ét, siger Thomas Falkenberg og fremhæver, at det hænger sammen med, at man går endnu tættere på målgruppen i to’eren.

Tilbage i 2012 blev den første film lanceret under sloganet ”Vi skal nok køre dig!”, men senere blot kendt som ”Bussen”.

Kampagnen udviklede sig til en international viral succes med over fire millioner visninger på YouTube.

Desuden fik kampagnen omtale i stort set samtlige danske medier og tiltrak opmærksomhed fra internationale medier som TIME, L.A. Times og Huffington Post. Sidstnævnte gik så vidt som at døbe filmen som ”the world’s coolest bus company advert”.

Alene i danske medier, fik kampagnen ifølge Infomedia redaktionel omtale for omkring 1,5 mio. kroner, hvilket blev udregnet på grundlag af 6,3 mio. visninger.

Og kigger man ind i trofæ-skabet, så er det mindst ligeså imponerende. Her er det blevet til Grand Prix ved Epica Awards og adskillige internationale priser ved Eurobest, Epica, London International Awards og Art Directors Club, for blot at nævne et udsnit af de mest prominente af slagsen.

Den nye reklamefilm er instrueret af Peter Harton får premiere i biografen på mandag, men du kan se den herunder.

Og gense “klassikeren” her.