Flere lokale nyhedshjemmesider oplevede op mod firecifrede vækstrater i forbindelse med det netop overståede kommunal- og regionalvalg.
Det er en af hovedkonklusionerne i rapporten “Election day: The effect of municipal elections on Danish news-sites”, der kortlægger danskernes brug nyhedshjemmesider time for time i døgnet omkring valget.
– Hvis valg i almindelighed er demokratiets festdag, kan man vel sige, at kommunalvalg er de lokale mediers fest. I hvert fald var der gang i den – mellem klokken 10 og 11 om morgenen efter valget havde eksempelvis nordvestnyt.dk, der dækker fra Holbæk til Kalundborg, femten gange så mange besøg som normalt, siger Jon Lund, der står bag rapporten.
Den dokumenterer ligeledes, hvordan de danske nyhedshjemmesider under et valg deler sig i tre forskellige grupper, med hver deres mønster.
Udover de lokale nyhedssites er det tabloid-hjemmesider som ekstrabladet.dk og bt.dk, der når knap 25 procents vækst i valgdøgnets hedeste time. Og endelig de store omnibus-hjemmesider, fra de store dagblade og medier, som gennem flere timer oplevede vækstrater i nærheden af 75 procents.
– Groft sagt viser tallene, at læserne synes de gamle morgenaviser er mere seriøse end de gamle tabloider. Også på nettet. Det er på hjemmesider som berlingske.dk og dr.dk, man forventer at finde seriøse valgnyheder. Ikke på Ekstra Bladet og BT’s hjemmesider, siger Jon Lund.
Det hører dog med til historien, at det først var i aften-, natte- og morgentimerne efter valget, væksten satte ind, hvor der ikke var de store udsving i nyhedsaktiviteten på valgdagens lyse timer. Det er rapportens tredje hovedresultat.
Rapporten “Election day: The effect of municipal elections on Danish news-sites” kan fra i dag klokken 15.00 downloades fra Jon Lunds
hjemmeside.