Nu handler det om rød eller blå blok.
Med Naser Khaders melding om, at Ny Alliance peger på Anders Fogh Rasmussen (V) som partiets statsministerkandidat, er de politiske blokke for alvor tegnet op før valget den 13. november. Det vurderer valgforsker Robert Klemmensen fra Syddansk Universitet.
– Det skyldes primært, at midterpartierne er blevet tvunget til at vælge side. Der har været en ret hård konkurrence på midten i løbet af valgkampen, siger Robert Klemmensen til Ritzau.
Da statsminister Anders Fogh Rasmussen udskrev valget den 24. oktober, var det politiske billede mere grumset, end det er blevet i valgkampens slutfase. Margrethe Vestager (R) udelukker at støtte en VK-regering, og Ny Alliance foretrækker klart Fogh som statsminister.
– Jeg har svært ved at se, at der kommer den store forbrødring ind over midten i dansk politik. Det tror jeg simpelthen ikke på. Jeg kan ikke se, hvad de skulle kunne blive enige om, siger Robert Klemmensen.
/ritzau/