Der var ingen tvivl at spore i panelet, da en reklamefilm fra Ældresagen blev bragt til debat i Markedsførings Karakterbog, der produceres af AC Nielsen AIM. Det lykkedes for organisationen at sætte en politisk dagsorden på et tidspunkt, hvor vi stod lige foran et kommunalvalg og – viste det sig senere – et folketingsvalg.

Officielt handler filmen om at hverve medlemmer, men at den reelt gør det – det troede panelet ikke på. Til gengæld fik filmen mange rosende ord med på vejen – både for form og for at sætte gang i en vigtig debat.

Filmen viser en ældre mand, der har svært ved at komme igennem den udbragte mad/hundeæde. Så da hjemmehjælperen konstaterer, at “vi har ikke spist op i dag” skubber han maden over til hende med en bemærkning om “nej, men vi kan jo gøre et forsøg”. Budskabet handler om, at “værdighed kender ingen alder”.

Filmens effekt kan resultaterne vidne om. Den opnår en middelmådig karakter for branding (7 efter 13-skalaen), en over-middel karakter for kendskab (9) – og topkarakter for ad-liking (11). Budskabet om Ældresagen som afsender trænger kun halvgodt igennem – til gengæld kan man sige at det politiske budskab trænger flot igennem – med målgruppen 25-34 år som den klart stærkeste. Her synes 92 pct. godt om filmen, mens kendskabet er under gennemsnittet og brandingen over snittet. Næststærkeste målgruppe er 55-64 år, mens de klart svageste målgrupper er folk over 65 år.

Mogens Jønck: – Jeg tror, det er en film, som rammer os alle. Men jeg tror ikke, man tænker på sig selv. Målgruppen er helt klart alle os andre, der ønsker værdighed for vores nære, og jeg tror, den rammer den afmagt, som mange kan føle.

Anouska Sinding: – Filmen får mange følelser op hos unge om, hvordan vi behandler bl.a. ældre. Jeg er overbevist om, at filmen også må have politikere som målgruppe.

Mogens Jønck: – Man kan sætte en overskrift på den: En god film til den dårlige samvittighed.

Lisbeth Radant: – Ja netop. Hvis de unge tog sig mere af de gamle, så behøvede vi slet ikke sådan en film.

Anouska Sinding: – Nej, nej – jeg tror slet ikke den fungerer på den måde. Målgruppen tænker ikke sådan. Vi snakker om folk, som forventer, at systemet giver bedre pleje og service. Når det så viser sig ikke at være tilfældet, så slår de i bordet. De føler sig ikke ramt på den dårlige samvittighed, og derfor er det en politisk kampfilm.

Mogens Jønck: – Du har sikkert ret i timingen og det politiske sigte. Men jeg nægter at tro, at man kan identificere sig med filmen uden, at man har nogle nære i en tilsvarende situation.

Lisbeth Radant: – Der er ingen tvivl om, at filmen også har et politisk budskab. men man må unægtelig komme til at tænke på, om ikke vi kan besøge de gamle mere og på den måde afhjælpe problemerne. Det må oplagt være en følgevirkning.

Anouska Sinding: – Hvis filmen har den følgevirkning, så er det fint, men det ændrer ikke på grundsigtet. Filmen handler ikke om den dårlige samvittighed, så ville den have haft en helt anden form. Succeskriteriet for denne film må helt klart handle om at få sat de ældres situation på den politiske dagsorden.

Sune Bang mente heller ikke, at brandingen var vigtig i filmen. Det er det politiske budskab i forhold til både samfund og medlemmer, der er det vigtigste.

– Jeg er sikker på, at den brander meget bedre over for medlemmer, sagde han og fortsatte: – Jeg synes, det er ret flot, at den scorer så godt over for aldersgruppen 55-64 år, som jo ikke er de letteste at få fat i. Og så finder jeg det tankevækkende, at hver gang vi ser, at en film har menneskeligt indhold og er produceret godt, så scorer den godt. Det må være udtryk for, at der mangler menneskelighed i reklamefilm. Man får ofte tæsk for at fremføre et ønske om mere menneskelighed i rent kommercielle reklamefilm, men jeg kan kunne godt tænke mig at se flere gøre det.