Den digitale og sociale medieeksplosion har tvunget de politiske partier til at opruste før den kommende valgkamp
Det skriver dagbladet Børsen.
– Vi kommer til at opleve en valgkamp, der er mere digital, end vi nogensinde har set før. Noget af det, som den kommercielle del af kampagnen skal klare i større omfang end tidligere, det er at have et meget højt tempo, lyder det fra den ankermanden for Socialdemokraternes valgkamp, partisekretær Lars Midtiby, til avisen.
Og fra Venstres partisekretær Claus Richter, lyder lignende toner.
Hos Socialdemokraterne betyder det, at partiet supplerer den faste stab af kampagnefolk med hjælp udefra, mens Venstre, der har kørt fast parløb med Hjaltelin Stahl siden 2005, fortsætter med det.
Den digitale oprustning er dog ikke ensbetydende med, at ”traditionelle” valgreklamer, eksempelvis helsidesannoncer i de trykte aviser, forsvinder.
– Rigtig mange af dem, som er med til at påvirke den måde, der bliver talt om politik på, det er faktisk dem, der ser printannoncerne. Så printannoncer er lige så meget til meningsdannere og til medier og journalister, som det er til den enkelte vælger, siger Sune Aagaard, direktør i Liberal Alliance, til avisen.
Børsen