De vil så gerne ses. De vil så gerne have din stemme. Og de gør alt for at få den ekstra opmærksomhed. Valgkampen har ramt det danske medie- og bybillede og kører på sit allersidste.

I forbindelse med morgendagens store afgørelse bringer Markedsføring i dag et overblik over forskellige og anderledes valgtiltag under valgkampen.

I en tid hvor rigtig mange kandidater har valgplakater, er på Facebook, skriver læserbreve og har en valgvideo på Youtube, gælder det om at gøre en smule ekstra for få skille sig ud af mængden.

Tre kandidater har tænkt ud af boksen og har lavet alternativ valgkampagner, der både bringer koncertbilletter, en taxa og Movember-skæg ind i billedet.

I Odense har Morten Kibæk fra Venstre indbudt folk til at lave graffiti på hans valgplakater. Nærmere bestemt blander han Movember og valgkampagnen. Forbipasserende kan finde tuschen frem og tegne overskæg på hans plakater. Derefter kan de dele billedet af overskægget på Morten Kibæks Facebook-profil. For hver plakat med skæg giver politikeren 4 kr. til Movember, og vinderen med det bedste påtegnet overskæg får et gavekort på 500 kr. til en af byens restauranter. Også i Århus har flere kandidater fået overskæg som et led i Movember-kampagnen.

Taxatur og koncertbilletter

En anden politiker, som skiller sig ud fra mængden, er Liberal Alliances Laura Lindahl. Som tidligere nævnt på Markedsføring uddeler hun noget, der ligner billetter til Justin Timberlake koncert. Men det er ikke en koncertbillet, men valgmateriale om kulturlivet i Frederiksberg Kommune. Hvis den såkaldte billet vendes om, står der: ”Denne koncertbillet ville du have råd til, hvis du ikke blev tvunget til at betale for de kulturarrangementer og prestigeprojekter, som flertallet på Frederiksberg Rådhus mener er god smag.”

Socialdemokraten Sophie Hæstorp Andersen efterligner Jens Stoltenbergs valgstunt og sætter sig bag rettet i en taxa. Klædt ud som taxachauffør fortæller hun taxakunderne om regionsvalget, der finder sted samtidig med kommunalvalget. Taxaturen afsluttes med en valgpjece og et politisk budskab.
Både skæg- og taxas-stuntet har ramt nyhedsmediernes interesse, mens koncertbilletterne er gået mere stille for sig. 

Se Sophie Hæstorp Andersens valgvideo her.