For tre år siden transporterede Scandic hotelkæden næsten fire millioner flasker vand rundt på landevejene til sine hoteller. Om året.
Og det var ikke en ønskesituation for nordens største hotelkæde, som i de senere år er blevet kendt for at arbejde målrettet på at forbedre bæredygtigheden på sine hoteller – og i samfundet.
Derfor oprettede man Scandic Sustainability Fund – en fond, der har til formål at støtte initiativer, som på forskellig vis aktivt bidrager til et mere bæredygtigt samfund, blandt andet ved årligt at uddele en pris på 100 000 euro svarende til ca. 750.000 danske kroner.
Pengene til fonden kommer fra salg af vandflasker designet af den svenske olympiske svømmer Therese Alshammar på alle kædens hoteller, hvor 1 krone per solgt flaske går til fonden.
Og i år kan tre nye modtagere af fondens midler gælde sig over dét initiativ.
Anette Larsen, der er CSR ansvarlig for Scandic Danmark, fortæller, at der var indkommet 32 ansøgninger til fonden fra Danmark, Sverige, Norge, Finland, Tyskland og England.
– Vi har fået mange spændende ansøgninger, og det understreger bare, at der er mange, der arbejder på at skabe et endnu mere bæredygtigt samfund. Vi er stolte af at kunne hjælpe nogle af de ambitiøse projekter på vej gennem økonomisk støtte, siger hun.
Hos Scandic-koncernen var der bred enighed om, at den økonomiske støtte i år skulle gå til tre modtagere: Polyteknisk Forening fra DTU i Danmark, Rättviseförmidlingen og Retoy-Stiftelsen Lek För Hållbarhet, sidstnævnte begge fra Sverige.
– De tre projekter, som vi har udvalgt i år, har forskellige fokusområder, men fælles for dem alle er, at de vil skabe innovative løsninger inden for bæredygtighed – for samfundet, for erhvervslivet og for børn. Vi glæder os til at se, hvilken forskel de vil gøre med realiseringen af deres projekter i den kommende tid, siger Inger Mattsson, der er CSR Manager hos Scandic-koncernen.