Da reklamebureauet product&me kom til verden sidste år, var fokus klart: man ville være et bureau, hvor kreativitet og kommerciel forståelse skulle gå hånd i hånd.
Responsen i markedet var god, og et års tid senere har bureauet kunnet byde en række større kunder velkommen på kundelisten. En af dem er Carlsberg Danmarks tredjeparts-portefølje, som product&me blev lead på tidligere på året.
– Vi har løbet rigtigt stærkt det seneste år og har rykket os noget mere, end vi havde kalkuleret med fra start, siger strategisk direktør i product&me, Anders Buchmann, der selv har en fortid hos bl.a. Thinkhouse og Brandvenue.
Om valget af product&me som bureau siger Jonas Bjarkow, Sr. Brand Manager (Specialty Beer) hos Carlsberg Danmark:
– Vi valgte product&me, fordi de har forståelse for vores marked, vores virksomhed og ikke mindst vores forbrugere. Vi har en portefølje af tredjeparts-øl med en stor diversitet, som stiller enormt høje krav til bureauets kreative kompetencer, strategiske forståelse og ikke mindst fleksibilitet.
I tillæg til Carlsberg kom også Republic of Fritz Hansen til i form af en lancering af Arne Jacobsens ikoniske stol Dråben, og så var det, at der skulle tænkes i nye scenarier, forklarer Anders Buchmann.
– Strømmen af opgaver ind i bureauet gjorde, at vi kunne tænke alternative vækstscenarier igennem. Her kom bl.a. tanken om et partnerskab op og vende, da vi allerede havde et tæt og godt samarbejde med det digitale og kreative designbureau W20. Tanken blev omsat til handling, og således kunne vi fra den ene dag til den anden både tilføje en stribe kompetente medarbejdere til vores hold samt få digital tyngde helt ind i vores DNA, siger han.
Netop tilføjelsen af det digitale til bureauets DNA var en klar force i forbindelse med den forestående kampagne på lanceringen af Dråben.
– Vi har rigtig gode erfaringer med at arbejde med product&me. De har en særlig evne til at udarbejde og eksekvere kampagner på tværs af platforme – herunder specifikt sociale medier. Samtidig er deres arbejde forankret og eksekveret i tråd med vores overordnede strategi, hvilket er essentielt for os, siger Marc Østerskov, der er International Market Manager hos Republic of Fritz Hansen.