Det finske online-casino Casumo vil gerne være mere kendt og har derfor søsat en ny kampagne – der handler om vaniljeis.
Kampagne-sloganet er ”Erase Boredom” og kampagnen – der er kreeret af reklamebureauet Perfect Fools i Stockholm – bygger på en undersøgelse, som bl.a. viser, at finnerne i bund og grund synes, at Finland er et kedeligt land.
Og at finnerne synes, at vaniljeis er verdens kedeligste is-smag.
Første fase i kampagnen går derfor ud på at gøre noget alvorligt ved vaniljeisens kedelige image – og hvem andre end den legendariske 90’er-rapper Vanilla Ice kan gøre det?
I den første film, som du kan se herunder, gør den arme rapper da i hvert fald, hvad han kan for at muntre fire vanilje-hadende finner op: Han rapper på finsk, fortæller is-vitser og afsynger den finske nationalsang.
Senere kommer andre resultater af undersøgelsen i spil, og ideen er at få finnerne til at glædes over dagligdags ting i deres liv, som de hidtil har fundet kedelige. Og at øge kendskabet til online-casinoet Casumo, hvor finnerne naturligvis også kan finde glæder – om end af mere pekuniær art. Hvis de er heldige.
– Vi har prøvet at finde frem til en mere kreativ måde at formidle de fornøjelser, som Casumo byder på. Ved i bogstaveligste forstand at bringe deres brand promise, Erasing Boredom, til live gennem content, som fx med Vanilla Ice, bliver det muligt at associere brandet med humor og underholdning og samtidig skabe awareness, siger Philip Arvidson, der er Art Director hos Perfect Fools.Se filmen her.