Vi kender dem godt alle sammen. Helt almindelige modeller, som ligner naboen eller en af kollegaerne fra jobbet. De popper op i tv-reklamer, på store billboards i gadebilledet eller i reklameaviserne, som dumper ind af brevsprækken.
– Den kommercielle brug af deltidsmodeller er i hastig vækst og giver i dag skarp konkurrence til de professionelle fuldtidsmodeller. Ikke på traditionel haute couture, men i reklameuniverserne, hvor der i stigende grad fokuseres på ganske ”almindelige” mennesker, lyder det fra type-modelbureauet Basic Cphs direktør og stifter Sissi Antonsen.
Af samme grund har hun netop udvidet forretningen med opkøb af modelbureauet Booking House. Og opkøbet underbygger en tendens på det danske reklamemarked i disse år – nemlig en langt større efterspørgsel efter almindelige mennesker som modeller.
– Der er så stor efterspørgsel efter almindelige mennesker til dansk reklame, at vi har været nødt til at udvide gradvist gennem årene. Vores organiske vækst alene har ikke været nok til at efterkomme den stigende efterspørgsel. Derfor har vi længe haft et muligt opkøb i kikkerten, og nu kan vi så melde ud, at vi netop har købt Booking House, siger hun.
Det er i øvrigt ikke første gang, at bureauet vokser gennem et opkøb. I 2007 blev modelbureauet Special Models opkøbt – dengang for at imødekomme reklamebureauernes og annoncørernes behov for at benytte almindelige mennesker – men med kant.
Bureauet fik da adgang til et professionelt kartotek af ”skæve” eksistenser. Lige fra manden på 2,2 meter med ring i næsen til kvinden på 1,5 med tatoveringer fra top til tå.
– Når dagens kritiske forbrugere eksponeres for et stykke reklamekommunikation, har de langt nemmere ved at identificere sig med ”naboen” end med en kvinde eller mand, hvis kropsbygning tager det meste af et liv at formfuldende. Derfor er jeg overbevist om, at tendensen med at bruge helt almindelige hverdagsmennesker som modeller, vil fortsætte, siger Sissi Antonsen.
Blandt Basic Cph’s kunder finder man i dag blandt andre mobilselskabet 3, GN, Telenor, Coloplast, Velux, Kvickly, Danfoss, HTH og Fakta.