– Vælgerne kan ikke kende forskel på partiernes slogans, skrev markedsforing.dk i går – baseret på en analyse fra mediabureauet Mediabroker og analyseinstituttet Berent.
Er danskerne for sløve, eller duer de politiske slogans bare ikke?, spurgte vi derfor kommunikations-ekspert og partner hos Rhetor, Peter Koch Palshøj. Men han mener ikke,
man kan stille tingene så enkelt op.
Så vi bad Peter Koch Palshøj tage udfordringen op: Kom med et bud på mere sigende slogans for partierne. Men det var ikke så nemt:
– Når man ser på de slogans partierne faktisk har i denne valgkamp, og så de slogans som umiddelbart falder én ind, så ligner det pludselig satire, når de bliver blot en anelse mere konkrete. Plus at der jo også er grænser for, hvad man kan love i en krisetid, siger Peter Koch Palshøj og tilføjer:
– Samtidig skal man naturligvis ikke udelukke slogans, som kan fange en vigtig stemning blandt vælgerne. Det er jo værd at tænke over, hvordan danske Anders Fogh Rasmussen i 2001 direkte oversatte Labours slogan fra England. Socialdemokraten Tony Blairs “Time for Change” blev til borgerligt-liberale Anders Fogh Rasmussens “Tid til forandring”.
Alligevel mener Peter Koch Palshøj, at det måske kunne være en god ide for partierne at prøve lidt mere præcise slogans til næste valgkamp.
Så han vover et bud på nye parti-slogans til syv af de valg-aktuelle partier.
– Det er skudt fra hoften, og de forskellige slogans kunne sikkert raffineres gennem fokusgrupper, kongresser og partiernes kommunikationsafdelinger. Men here goes: de er inspireret af Liberal Alliances: 40 % i skat og tager udgangspunkt i den valgkamp, partierne har ført de seneste tre uger. Jeg erkender, at det næppe er alle partier, der kan være så konkrete, men her er i hvert fald mit bud på, hvordan de kunne gå et stykke af vejen, siger Peter Koch Palshøj.
Alternative parti-slogans
– Danmarks grænser – Din Tryghed (Dansk Folkeparti)
– Krisen er klaret – Der er ingen alternativer (Venstre)
– Alle skal bidrage – Fuld efterløn, mere arbejde (Socialdemokraterne)
– Ny regering – Nyt miljø – Nyt SF (SF)
– Din kritiske stemme i krisen. Kryds Enhedslisten (Enhedslisten)
– Mere samarbejde – Vi stoler på de andre – (Radikale)
– Ansvar: lavere skat, højere vækst, og en hånd til de svageste (Konservative)
Og så lige et par af dem, I garanteret også havde fat i, da I brain-stormede på denne her på Rhetor?
– Ja, det er muligvis ikke helt så brugbart ude i den politiske virkelighed, men her er et par stykker fra den mere kuriøse afdeling af fiktive slogans for politikere eller partier.
– Løkke eller kaos (Lars Løkke Rasmussen eller Venstre)
– Fars Fede F (Villy Søvndal)
– Når skatten betyder noget (Helle Thorning-Schmidt)
– Lidt mere af det hele (Enhedslisten)
– Hvis du også ved bedre (Radikale)