I sidste uge skrev Markedsføring en artikel med overskriften:
”22.000 børn må godt se usunde reklamer”. Den handlede om, at der blev vist reklamer for mælkesnitter inden TV 2’s program ”Varm på is”. I artiklen er TV 2’s chef for reklamejura, Marianne Pittelkow citeret for følgende:
– Det er ikke et brud med kodeksen. Forbudet gælder kun programmer, der direkte henvender sig til børn, og det gør ”Varm på is” ikke. Det er et familieprogram.
Marianne Pittelkow har ønsket at uddybe rammerne for kodeksen for usunde fødevarereklamer til børn:
Dette forum (Forum for fødevarereklamer, red.) har udarbejdet et fælles grundlag – et kodeks- indeholdende det budskab, at der ikke må reklameres for fødevarer med et højt indhold af fedt, salt og sukker i medier direkte rettet mod børn under 13 år. For tv’s vedkommende omhandler det børneprogrammer og programmer, der appellerer specielt til børn. Formålet er at sikre, at børn ikke præsenteres for reklamerne, når de typisk ser eller bruger børnemedier alene. Hvordan man end vender og drejer det, så er ”Varm på is” ikke et børneprogram eller et program, der specielt appellerer til børn, hvilket både programmets indhold, virkemidler, sendetidspunkt og seertal viser. 22.000 børn kan umiddelbart lyde af mange. I Danmark er der 694.000 børn mellem 3-12 år. At 22.000 af dem ser ”Varm på is” er faktisk en meget lav andel – ca. 3 pct.
For børn eller ej?
”Varm på is” har Bubber som vært og blandt deltagerne er Jan ”Pyrus” Linnebjerg og Signe Molde, der kendt som vært på TV 2’s børneflade TV 2 Teddy.Derfor mener Birgitte Tufte, der er professor i børn, medier og forbrug ved Copenhagen Business School, at det er oplagt, at ”Varm på is” også henvender sig til børn.
– Man behøver ikke være professor for at regne ud, at der er børn, som ser det program. Det afslører både de medvirkende og sendetidspunktet, siger hun.
Birgitte Tufte understreger dog, at det først og fremmest er de virksomheder, som vælger at placere usunde reklamer i forbindelse med et program som ”Varm på is”, der er problemet.
”Varm på is” blev oprindeligt sendt fredagen aften klokken 20.00, men fordi programmet ikke kan hamle op med DR’s ”X Factor”, er det blevet flyttet til senere på aftenen.
Læs hele Marianne Pittelkows kommentar
her.
ac