De to store outdoor-udbydere, Clear Channel og AFA JCDecaux, som står for næsten al outdoor-reklame, har længe arbejdet på at skabe et fælles målesystem. Ifølge AFA har Clear Channel dog modarbejdet ethvert forsøg på at slå de to målesystemer sammen, så der kunne skabes en sammenligning af mediets kvaliteter, sådan som markedet har efterspurgt i flere år. Nu ser det dog ud til at de to parter har fundet hinanden. I denne uge mødte de to udbydere op hos DRRB, for at blive enige om en køreplan for arbejdet med en fælles måleenhed.
– Det er rigtigt, at vi har holdt et møde og at vi arbejder på at skabe en fælles standard. Det har hele tiden været planen, at når der skulle laves nye undersøgelser, skulle det ske i en fælles standard, siger Henrik Sørensen, adm. dir. i Clear Channel. Han vil endnu ikke udtale sig om tidsplanen for projektet eller hvilken metode, der bliver gældende.
– Men det står klart, at vi nu laver et fælles system, siger han. jür