Den danske velfærd er blevet forringet det seneste år. Det svarer 60 procent af danskerne i en måling, som Gallup har lavet for FOA blandt et repræsentativt udsnit af befolkningen, skriver MetroXpress.
Undersøgelsen viser, at besparelserne på de offentlige budgetter nu har ramt danskernes hverdag, forklarer Jørgen Goul Andersen, der er professor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet.
– Der er sket ganske betydelige forringelser inden for de seneste år, som går langt videre, end vi har set i lang tid. Nu er besparelserne begyndt at slå igennem, og det er noget, folk mærker ude i kommunerne, siger han.
Men det er ikke sikkert, at den enkelte selv har oplevet forringelserne. Opfattelsen af, at velfærden er blevet dårligere, kan også hænge sammen med en forventning om, at lavere offentlige budgetter medfører ringere velfærd.
FOA-formand Dennis Christensen mener, at undersøgelsen bør få alarmklokkerne til at ringe på Christiansborg.
– På Christiansborg har politikerne ensidigt været fokuseret på, hvordan vi løser de økonomiske problemer. De bør lytte til danskerne, der har synet rettet mod, hvordan vi hjælper for eksempel børn og de ældre, siger han.
I de senere år er der ifølge metroXpress blevet 25.000 færre ansatte i regionerne og kommunerne.