KLUMME: I morgen starter SXSW2017 – den vigtigste konference man som brand eller bureau kan deltage i, hvis man vil opgraderes i spændingsfeltet mellem forretning, teknologi, forbrugeradfærd og branding.
Et spændingsfelt, der bør være øverst på agendaen på de fleste direktionsgange i Danmark.
SXSW handler for mig ikke kun om nye robotteknologier eller start-ups. Jo, det er vanvittigt spændende at lure den nyeste udvikling indenfor AI, VR eller en anden forkortelse.
Vi står jo midt i en digital nutid, hvor de teknologiske muligheder giver brands yderligere styrke – og ændrer hele brancher. Og jeg glæder mig til at se hvad Google, Snapchat og nye start-ups bringer til markedet i Austin.
Teknologi og branding
Men min reelle interesse findes i den transformation, som danske og udenlandske virksomheder har været undervejs i de sidste 5-6 år.
Hvordan styrker og svækker nye teknologier brandet, hvordan håndteres den ændrede forbrugeradfærd hos både unge og gamle, hvordan forankres transformationen internt, hvordan revitaliseres brandet og markedsføringen i den digitale nutid, og hvordan identificerer man konkurrenter, der måske ikke engang har givet sig til kende endnu?
SXSW kan ikke give svar på alle spørgsmålene, men når man sætter sig i flyveren på vejen hjem, så bliver man gang på gang bekræftet i, at det hele i sidste ende handler om brandstyrke.
Det stærke brand prioriterer
At de stærkeste brands forstår at adoptere den nyeste teknologi, at de stærkeste brands træffer de fleste fravalg, at de stærkeste brands ikke konstant lader sig påvirke af den mindste ændring i forbrugeradfærden – og de stærkeste brands i sidste ende har den allerbedste forretning.
I sidste ende bør det inspirere alle marketing-, bureaufolk og direktionsgange til, at transformationen starter i kernen af forretningen – dér hvor brandet bor.
God konference.
Another vil for 4. år i træk rapportere til Markedsføring fra SXSW konferencen i Austin, Texas. Hvis du ikke selv skal til Austin, kan du få højdepunkterne serveret ved SXSW Highlights d. 30 marts.