Alle sejl sættes til, når den lille, svenske filmfestival Elmsta 3000 Horror Fest skal hive medlemmerne ind til hårrejsende oplevelser.

Gennem otte år har reklamebureauet Saatchi & Saatchi i Stockholm udtænkt den ene rædselsvækkende gimmick efter den anden, og sikret klubben global omtale trods dens lidenhed – den har ikke over 100 medlemmer.

Sidste år var festival-temaet Virus Outbreak, og her blev medlemmerne fx smittet af en dødelig virus, men størstedelen nåede lige at blive reddet af antistoffer i sidste øjeblik – nemlig da de tilmeldte sig festivalen.

For to år siden var temaet Home Invasion, og her blev de stalket med fotos af deres private hjem og kryptiske beskeder på mobilen, hvilket fik tilmeldingerne til nærmest at vælte ind på bare få timer – og igen i år fik de gyser-glade Elmsta-fans under temaet Evil Kids en besked fra det hinsides.

Denne gang indrykkede reklamebureauet en noget bizar rubrikannonce i Svenska Dagbladet under overskriften ”Dåb”. Her bød man velkommen til verden til babyen Lucy, som skulle døbes den 23. maj 2015 i Elmsta, hvilket var datoen for festivalen.

Man blev venligst bedt om at tilmelde sig begivenheden på mailadressen rehtom.snatas@hotmail.com – en mailadresse, der – hvis den staves bagfra lyder ”Satans Mother”.

Snød aviserne

Annoncen, med fotoet af Lucy – komplet med 666-krøller i panden – tog fusen på medierne.

På Svenska Dagbladet kaldte man det et kup, og skød skylden for, at annoncen overhovedet kom igennem, på ”systemerne”. Man fandt det desuden på ingen måde morsomt, sagde bladets informationschef til en anden svensk avis, Aftonbladet.

Men sjovt eller ej. Det virkede. Saatchi & Saatchi har offentliggjort resultaterne af den lille rubrikannonce, og de lyder som følger: For et budget på 60 euro sikrede man sig dels, at 81 procent af målgruppen tilmeldte sig festivalen inden for 24 timer – og dels 18 mio. medieomtaler verden over.

Roger Glassel, Elmsta 3000 Festival Manager, siger i en pressemeddelelse:

– Fra det øjeblik, vi så lille ”Lucy” i avisens familiesektion, vidste vi, at det ville blive en klassiker. Men i de følgende dage  gik ”Lucy” viralt, reaktionerne verden over blev flere og flere, så det blev en langt større succes, end vi havde turdet håbe på. Jeg tror, denne her bliver en del af ”the viral grapevine” i et stykke tid endnu, og at vores festival vil blive husket for en reklamekampagne, der både var sjov og kontroversiel. Præcis, som vi ønskede det.

Se case-filmen om lille Lucy – og se eller gense Saatchi & Saatchis grusomme påhit fra de foregående to år – herunder. 

2015 – Tema: Evil Kids

2014 – Tema: Virus Outbreak

2013 – Tema: Home Invasion