Vi har alle mennesker i vores liv, som vi har mistet kontakten med, selv om de på et tidspunkt betød alting for os.

I en ny kampagne samler CBB Mobil helt almindelige danskere og hjælper dem med at genoptage kontakten.

Teleselskaber er nemlig sat i verden for at knytte mennesker sammen, og den indsigt er baggrunden for CBB Mobils nyeste kampagne, hvor danskerne opfordres til at gribe mobilen og ringe til de venner, familiemedlemmer eller gamle kolleger, som de gennem årene har mistet kontakten til.

Det er helt almindelige danskere og deres ægte historier, der bliver brugt i kampagnen.

– Vores kunder vil ikke have glittede reklameløfter. De vil have nærvær, tryghed og autenticitet, derfor har vi valgt at fokusere på de personlige og ægte historier i vores kampagner, siger marketingchef Holger Wilcks, fra CBB Mobil.

Filmsiden af kampagnen består af to hovedhistorier.

I den ene ringer Margarita til sin gamle klasselærer. I den anden kontakter Helene sin gamle vejleder på jordemoderstudiet.

De film kombineres med taktiske spots og en 2 minutter lang version, hvor nervøsiteten, forventningen og glæden ved at genhøre en elsket stemme får lov til at folde sig ud.

– Det er danskernes hjerte, vi vil tale til. Ikke bare deres pengepung. For nok er vi et lavprisselskab, men vi er ikke bare billige. Vi har også Danmarks mest loyale kunder og branchens nok bedste kundeservice. Så vores historie skal handle om meget mere end bare gigabytes og pris-splashes. Den skal handle om den glæde, vi kan give kunderne og den tiltro til hinanden, vi vil bygge op, mener Holger Wilcks.

Filmene er produceret af &Co. og instrueret af Andreas Koefoed. I alt 50 danskere blev castet og 20 blev filmet. Genoptag kontakten-kampagnen er på tv, print, bannere og med aktivering i de sociale medier. I næste fase vil danskerne blive yderligere engageret i at bringe gamle bekendte sammen igen.

Se en film om kampagnen her: