Oven på offentliggørelsen af en rapport fra arbejdsgruppen vedr. den fremtidige lokalradio-og tv-ordning kommer regeringspartiet Venstre nu med en udmelding om, at man vil satse for at få åbnet døren til radiomediet for de danske dagblade. Det skal bl.a. ske gennem en oprydning af FM, som skal frigøre nye radiofrekvenser. Venstres mediepolitiske ordfører Jens Rohde mener, at man bør sørge for, at dagbladene får de tekniske muligheder for at komme ind i radiomediet, fordi dagbladene bliver nødt til at få sådanne synergimuligheder for at overleve.