To partier, Venstre og SF, har udkæmpet duellen om at være først og bedst på nettet, en kamp der især materialiserede under valgkampen i 2007.
Og derfor er det nærliggende at tro, at web-first strategien for de to politiske partier ville fortsætte.
Men Venstre snød alle andre partier mellem jul og nytår, hvor det største regeringsparti rykkede printannoncer ind i dagbladene som optakt til statsminister Lars Løkke Rasmussens nytårstale.
− Vi offentliggør ikke konkrete tal for læsertal på annoncerne, men det er klart, at vi kalkulerede med PR-effekten ved at bruge print-first-strategien, siger Steffen Hjaltelin fra Hjaltelin, Stahl & Co, der er Venstres reklamebureau.
Og det viste sig, at bureauet så rigtigt.
− Print er jo på ingen måde et skrantende medie, hvis det bruges rigtigt, og vi vurderede, at hvis budskabet var klart nok, ville andre medier forfølge historien. Og det kan man vel godt sige, at de gjorde, ikke? Alle danskere fik enten via annoncerne i dagbladene eller de elektroniske mediers dækning fat i budskabet om behovet for efterlønsreformer: Læg dertil, at vi skabte maksimal opmærksomhed om statsministerens nytårstale.
Det sidste er til at dokumentere. 1,8 millioner så Lars Løkkes tale i år, hvilket er 300.000 flere seere, end sidste års nytårstale kunne trække.
Hjaltelin Stahl & Co skiftede i øvrigt samtidig budskaberne ”behov for forandring” ud med ”efterlønsreformen” på bannerne på alle sites 20 minutter efter, at Lars Løkke havde holdt sin nytårstale.
Og det boostede trafikken på Venstres sites og alle de andre udvalgte sites, hvor Venstre kommunikerer.
− Du får ikke de konkrete tal for besøgende på web-platformene, men vi har ikke siden valget i 2007, hvor vi havde 700.000 inde om dagen, haft den samme interesse for Venstres web-kommunikation, slutter Steffen Hjaltelin.
Dermed er valgkampen skudt i gang og noget overraskende ved god, gammeldags print-annoncering. Og i morgen kører Venstre endnu et budskab ud via Børsen, hvor efterløns-reformen cementeres.