“And accepting the gold for I-quest is……“
Scenen er New Orleans kæmpestore konferencecenter, der danner ramme om den årlige konference i Direct Marketing Association med deltagelse af 14-15.000 marketingfolk fra hele verden.
Hvad reklamefestivalen i Cannes er for den traditionelle reklameverden, er DMA-konferencen for direct marketing-verdenen, og det er den amerikanske komiker Wayne Brady, som denne aften er vært ved uddelingen af årets Echo Awards. I hans mund hæfter man sig ikke specielt ved navnet på den, der skal samle den fornemme guld-pris op på vegne af det Hong Kong baserede firma I-quest og bureauet McCann Relationship Marketing i samme by.
Alligevel er det denne guldvinder, der er årsag til, at Markedsførings udsendte dagen efter står på en cafe i nærheden af konferencecentret og bestiller en Cafe Latte. Guldvinderen viste sig nemlig at være danske Henrik Monefeldt, som er daglig leder af bureauet.
– Mon ikke det er varmt nok til at sidde uden for, siger Henrik Monefeldt, og fremkalder en dyb undren hos Markedsførings udsendte, som kaster et blik ud af vinduet på et vejr, som nærmest må karakteriseres som hedebølge – og i hvert fald nok det varmeste, som denne artikels forfatter har oplevet i et år.
– Jeg må indrømme, at jeg efterhånden er blevet ret kuldskær, lyder forklaringen fra den nu 45-årige dansker, der har lagt fædrelandet bag sig og indtaget verden som sit hjem – med en forkærlighed for Oceanien.
Han kan ikke karakteriseres som en af de målrettede gulddrenge, der er gået direkte efter en top-stilling. Det har han flakket for meget til. Men reelt har direct marketing – eller i hvert fald below-the-line aktiviteter, været hans felt, siden han i 1978 blev færdig på Handelshøjskolen i København som HA. Da McCann Erickson i Hong Kong for to år siden ønskede at etablere McCann Relationship Marketing, var Henrik Monefeldt det naturlige valg. Han sad på det tidspunkt som en del af det store team på bureauet, der servicerede flyselskabet Cathay Pacific.
– Jeg var den eneste på bureauet, der vidste noget om direct marketing, fortæller Henrik Monefeldt.
Bureauet havde pitchet på opgaven at håndtere Cathay Pacifics nyoprettede frequent flyer program, og reelt er det ikke længere siden end sidste sommer, at det nye bureau for alvor kom op at køre og begyndte at tage andre kunder ind. Dem er der nu 10 af, og Henrik Monefeldt råder over 20 mand. Guldprisen var således en velkommen gevinst for det unge bureau, selvom den reelt overraskede Henrik Monefeldt.
– Jeg troede ikke, den var til mere end bronze. Det er en simpel og klassisk løsning, som er strategisk korrekt, kreativt udformet – og hvor resultaterne er klare. Og det er åbenbart det, juryen er faldet for, siger Henrik Monefeldt.
DøRåBNER
I-quest er en dot.com, der som en af de første i Asien kan levere bredbånds internet-løsninger til hoteller. Firmaet var overbevist om sit produkt, og at det kunne sælges til 4 og 5-stjernede hoteller. Problemet var, at produktet krævede foretræde for den absolut øverste ledelse, og i Asien er den slags mennesker ekstremt svære at komme igennem til – specielt for en ny og ukendt dot.com virksomhed. I-quest havde derfor brug for en døråbner.
Løsningen var en lille kasse med en halv flaske særdeles god rødvin og personliggjort tre steder. Kassen blev budleveret og listen var 1000 navne på 200 hoteller på 13 markeder – og skulle selvfølgelig være meget præcis. I-quest fik en aftale med 80 af hotellerne og solgte systemet til 45-50 af disse.
– Mailen blev i øvrigt så positivt modtaget, at vi selv fik en kunde på den, fortæller Henrik Monefeldt, som i forløbet var mest bekymret for, at en eller anden klokkede i det på et af de 13 markeder. Det kunne nemlig ikke lade sig gøre at pakke og udsende dem centralt fra på grund af bl.a. toldregler. Desuden er området noget tilbagestående i forhold til f.eks. det danske marked, hvad angår leverandør og logistik-forhold.
– Markedet er nok 10 år bagud for et land som Danmark, og der går meget tid på kvalitets-kontrol, siger Henrik Monefeldt.
OPDRAGET HOS HYLDAHL
Han fik sin første direct marketing-opdragelse hos Hyldahl, hvor han blev ansat efter færdig uddannelse i 78. Han blev der dog kun i tre år, hvorefter han tog på rejse – bl.a. til USA – og siden begyndte en cand. merc. uddannelse. Her specialiserede han sig i 3. verdens økonomi og organisations-psykologi og drømmen handlede om ansættelse i Danida. Det satte en forelskelse dog en stopper for, fordi pigen havde en søn, og således ikke den samme mulighed for at drage ud i verden. I stedet blev det til job i Hyldahl-konkurrenten Quantum, indtil han igen blev hentet tilbage til Hyldahl.
Forholdet gik i stykker, og Dunn & Bradstreet overtog Hyldahl. På den baggrund lykkedes det Henrik Monefeldt at blive overført til Dunn & Bradstreet i Melbourne i Australien. Det var dog et lortejob, og holdt derfor ikke længe.
I stedet skaffede han sig et job på et reklamebureau med speciale i below-the-line i Melbourne. Efter 3-4 år ville han dog ud og rejse igen – dennegang i en gammel Land Rover rundt i Australien – hvorefter turen gik tilbage til Danmark.
– Jeg havde egentlig tænkt mig, at jeg ville slå mig endeligt ned i Danmark, men jeg kunne ikke falde til. Mit temperament efter en årrække ude var åbenbart ikke mere til Danmark. Ikke fordi jeg synes, der er noget galt med Danmark, men jeg har åbenbart udviklet mig væk fra landet, og jeg tror egentlig aldrig jeg igen vender hjem for at bo, siger Henrik Monefeldt.
SMUKKE HONG KONG
Turen gik tilbage til Melbourne og reklamebranchen der. En ny forelskelse trak ham til Taiwan, da kæresten fik job hos J. Walter Thompson dér. Henrik Monefeldt fik job hos Saatchi & Saatchi, og da kæresten to år senere blev flyttet til JWT i Hong Kong, flyttede Henrik Monefeldt med og skaffede sig jobbet hos McCann Erickson. Forholdet er gået i vasken, men nu er han særdeles glad for at være i Hong Kong, som han karakteriserer som en meget smuk by – langt smukkere end det billede de fleste danskere har af de tæt-pakkede højhuse. Byen er da også bygget i højden, men det betyder samtidig, at der ikke er langt ud til en smuk verden udenfor.
Befolkningen er også venlig og åben – i hvert fald når man har lært den at kende – også selvom hvide som Henrik Monefeldt går under navnet gweilo, hvilket betyder fremmed djævel. Hong Kong er også et dyrt sted at være – alligevel karakteriserer han byen som det klart mest lukrative sted, han har arbejdet, og da han ingen familie har, kan han bo mere ydmygt og i stedet spare op til at gøre sig økonomisk uafhængig af jobbet.
Det er også baggrunden for hans fremtids-visioner, som dog er, som han indtil nu har levet sit liv.
– Jeg er glad for Hong Kong, men med min alder er jeg ved at være gammel i branchen, og derfor er det svært at sige, hvad der sker. Jeg kan ende tilbage i Australien, men min vej kan også gå forbi Sydamerika – eller et andet sted i Asien, som jeg i det hele taget er meget glad for, siger Henrik Monefeldt.
Boks:
ENESTE DANSKE GULD
Henrik Monefeldt blev eneste dansker med en guldmedalje, da Echo Awards blev uddelt. Sepia Proximity fik en sølvmedalje for en Dell-kampagne, mens Leo Direct/Sales og Tribal DDB hver hentede en bronze for henholdsvis Baileys og Astra Zeneca.