Avisen og forlaget Nat&Dag fik for nylig en idé om at skabe en fælles site på nettet for alle danske pladeselskaber. Den blev godt modtaget af pladeselskabernes brancheforening – IFPI (International Federation of Phonographic Industry). Så nu er Nat&Dag i fuld gang med at gøre det nye websted (blandt folket kaldet wmo) klar til introduktionen den 1. oktober.
Den nye site lanceres med en større print- og bannerkampagne. Printannoncer vil køre i stort set samtlige ungdomsmedier, der vil være on-line annoncering bl.a. på Jubii, Chilinet og Nat&Dag net – suppleret med bl.a. direct mail og små klistermærker på en lang række CD udgivelser i oktober.
Nat&Dag er både en kulturavis (som udkommer i samarbejde med Jyllands-Posten) og et publishingfirma i bred forstand, som har løst mange opgaver – især for reklamebureauer – inden for New Media. Nat&Dag publicerer typisk materiale inden for kerneområderne ungdom, kultur, underholdning – musik og film.
– Det her bliver indgangsdøren til musik på nettet i Danmark. Man kan simpelthen hente oplysninger og nyheder om stort set alt inden for musik. Man kan f.eks. gå ind og søge efter bestemte kunstnere og i stedet for at få 2000 links frem med både ulovlige og lovlige imellem og som typisk ikke kan bruges til noget, kan man finde oplysningerne på wmo og blive guidet ud til en god og informativ site om den kunstner, man har søgt på, siger Esben Trier, direktør hos Nat&Dag.
PLADESALG EN MULIGHEDþ
Det er helt klart også en stor fordel for pladeselskaberne at være fælles om et websted. Hvis man eksempelvis skulle søge efter nyheder og oplysninger om Michael Jackson, ville forudsætningen være – for at finde dem – at man ved, hvilket pladeselskab han er tilknyttet. Og langt de færreste mennesker er klar over, hvilke kunstnere, der hører til hvilke pladeselskaber. På lang sigt kan det naturligvis også betale sig for pladeselskaberne at have en fælles platform. Endnu foregår der ikke pladesalg via wmo, men ifølge Niels Andersen, partner hos advokatfirmaet Schlüter & Hald – som er branchekontor for film og musik industrien – vil pladesalg absolut være en mulighed.
– Man er startet op uden pladesalg, men det bliver der muligvis åbnet op for siden hen. Det primære formål for pladeselskaberne med at lave en fælles site på internettet er at lave et dansk domæne, så man nemmere kan finde frem til de danske pladeselskaber. Det bliver langt nemmere for brugerne at få kontakt til alle selskaberne, fordi de er samlet et sted, siger Niels Andersen.
1.500 ARTIKLERþ
Redaktionen på den nye site har arbejdet i to måneder for at gøre net-magasinet klar til den 1. oktober, og allerede nu ligger der 700 artikler. Redaktør Maria Ørnbøl forventer, at der ved årets udgang ligger mere end 1.500 artikler.
– Vi lægger hele tiden nye ting ud og opdaterer nyhederne dagligt, og der er ingen grænser for, hvor meget der vil komme til at ligge. Endnu er det mainstream musik, men på sigt skal det være muligt at kunne finde alt lige fra Louis Armstrong til Mozart. Målet er at skabe den ultimative site på nettet, hvor vi dækker alle musikgenrer. Og som noget helt nyt har vi snigpremierer på nye albums. Traditionelt har man kun kunne lytte med i 30 sekunder, men vi lægger i samarbejde med de enkelte pladeselskaber et helt album ud, så man kan lytte med, inden salget starter i butikkerne, siger Maria Ørnbøl.
Mange af musikbladene leverer – gratis – artikler til den nye site. Naturligvis ikke kun for at give danskerne indblik i deres omfangsrige viden om musik, men også for at profilere deres blade og kunstnere. Der findes næppe et musikmagasin – på print – med samme mangfoldighed. Netmagasinet – wmo – dækker et væld af områder, hvor man nemt kan få styret alle sine musiklyster. Man kan få opdateret sin viden om aktuel musik, læse sladder om kunstnere, søge efter koncerter i Danmark og læse redaktionens anmeldelser af både koncerter og nye albums.
Udover at man kan lytte til den nyeste og mest aktuelle musik, kan man også høre live interviews med diverse kendte kunstnere. Her ligger virkelig et potentiale for alle de, der med lidenskabelig interesse følger popidolerne.
Boks:
Det nye netmagasin finder man på adressen www.musik.org. Oplysninger og informationer er delt op inden for ni hovedområder:
*þNyheder med bl.a. anmeldelser, skrevne artikler, ugens udvalgte udgivelser, opdaterede nyheder
*þLydstudiet med live interviews og koncerter
*þOpinion med ugentligt nyhedsbrev, mulighed for at skrive sin mening om wmo, læserspørgsmål
*þChatroom
*þLinks til alt mellem himmel og jord inden for musik
*þOfficielle hitlister med covers
*þUgentlige konkurrencer
*þKoncerter – koncertkalender, redaktionen omtaler og anbefaler koncerter
*þSøgemaskine, hvor man kan søge på kunstnernavn internt og eksternt på siten.