År 2000-problematik og sikkerhed mod hacking er ikke problemer, der normalt skal tages højde for i reklamebureauaftaler.
Men DRB, Danske Reklamebureauernes Brancheforening, har efter et ønske fra de interaktive bureauer, lavet en skræddersyet kontrakt til de nye webbureauer. Her kan de finde information om relevante forhold i forbindelse med en reklameaftale via nettet.
Aftalen, der bl.a. været til udtalelse i It-Brancheforeningen, er meget konkret og handler om formalia omkring produktet, ydelsesspecifikation, browserkompatibilitet, ophavsret og brugsret.
– Det er ikke meningen, at den skal ligge på bureauerne, men være en del af forhandlingerne mellem kunderne og bureauerne. Med aftalegrundlaget er der etableret en fælles referenceramme mellem bureau og virksomhed for, hvad en aftale bør inkludere. Konsekvensen er forhåbentlig, at vi dermed får færre aftaler, som indeholder uheldige konsekvenser for begge parter, siger Jan Maagaard, afdelingschef hos DRB og medlem af det DRB’s udvalg vedrørende interaktive medier.
Han forventer, at aftalen er med til at højne alle aftaler, også dem som bliver lavet blandt kælderbureauerne.
Aftalen kan ses på DRB’s hjemmeside, men interesserede kan også få den sendt og rekvireret ved at henvende sig til DRB.