Nomineringen til Index: Award 2007 er gået i gang og varer indtil d. 18. november. Her har designere fra hele verden chancen for at blive nomineret til verdens største designpris – hvis de har skabt design, der forbedrer livet for mennesker.
Præmiesummen til vinderne i hver af de fem Index (Body, Home, Work, Play og Community) er på 100.000 euro. Og de internationale designpriser bliver overrakt af Økonomi- og Erhvervsministeren, Kulturministeren og Kulturborgmesteren under overværelse af H.K.H. Kronprisen på Københavns Rådhus.
150 internationale designinstitutioner fra 45 lande på seks kontinenter har allerede registreret sig som nomineringsenheder:
– Vi er stolte af at kunne konstatere, at budskabet om verdens største priser for Design – to improve life – har vundet genklang i hele verden, allerede efter vores første prisuddeling i september 2005, siger adm. direktør Kigge Hvid fra Index.