Jagten på mobile kalendergaver er gået ind – skudt i gang af delebilsoperatør GreenMobility og Flying Tiger Copenhagen – tidligere Tiger – og parterne tøver ikke med at kalde initiativet for verdens største pakkekalender.
For at være med skal man downloade GreenMobilitys app, og ideen er, at Flying Tiger Copenhagen hver dag frem til jul placerer gratis gaver i udvalgte bybiler – som man så kan få fingre i ved at følge med, når registreringsnumrene på de kørende pakkekalender-luger frigives via de to parters sociale medier.
– Vi gør det for at fejre, at vi er ved at omlægge vores lokalkørsel til bæredygtig transport. Men også for at motivere andre virksomheder – og københavnerne – til at give delebiler en chance og opleve, hvor nemt det i virkeligheden er, siger Flying Tigers kommunikationschef, Esben Pedersen.
Droner og andre gadgets
På premieredagen i går, den 1. december, omfattede gaverne bl.a. teknik-gadgets som eksempelvis droner og fjernstyrede helikoptere fra Flying Tiger Copenhagens sortiment.
Hver dag byder på nye gaveoplevelser, og frem mod jul vil GreenMobility i tilgift løbende indlægge bonusgaver fx i form af gavekort til frie minutter bag rattet af bybilerne.
Og som Rasmus Brandt, der er CEO hos GreenMobility, siger, så er det nemt at være med i gavejagten – alle med en smartphone kan deltage, og det er tilmed gratis:
– Med appen finder, reserverer og låser du gavebilen op. Du har altid overblik over, hvor den nærmeste gavebil holder parkeret, og du kan reservere den gratis i 30 minutter. Når du står ved bilen, åbner du den med din app ved et enkelt tryk, tager gaven og afslutter turen, hvis ikke du skal ud og køre, siger han.
Man kan dog ikke bare reservere løs og nappe alle gaverne, for hvis man ikke når frem til bilen inden de 30 minutter er gået, frigives bilen, og en anden heldig kalendergavejæger kan overtage pladsen.
Partnere i videre samarbejde
Om årsagen til, at GreenMobility har valgt at indgå samarbejdet omkring pakkekalenderen, siger Rasmus Brandt:
– Vi har hovedstadens mest brugervenlige delebilsordning for private og virksomheder. Med vores teknologi er det altid let at finde en ledig bybil – også en helt specifik bil. Pakkekalenderen og jagten på gaver, demonstrerer dette i sin yderlighed.
GreenMobility har 450 elektriske delebiler på gaden i hovedstadsområdet, og pakkekalenderen dækker hele virksomhedens operationsområde, hvilket vil sige København, Frederiksberg og Gentofte kommune samt zoneområderne ved DTU Lyngby og Kastrup Lufthavn.
Og hos Flying Tiger Copenhagen er der flere gode grunde til, at man har valgt at indgå samarbejdet, siger Esben Pedersen.
– Vi er en ansvarlig virksomhed på mange forskellige områder. Der er ingen skadelige kemikalier i vores produkter, vi samarbejder med organisationer som Røde Kors, Mødrehjælpen og Red Barnet, og vi arbejder løbende på at blive mere bæredygtige. Fremover vil vores persontransport i hovedstaden desuden primært foregå i GreenMobilitys elbiler – så det var oplagt at lave julekalenderen her i fællesskab.