Danmark fremhæves i en rapport fra Verdensbanken som en international frontløber, som har formået at reducere de administrative byrder for virksomhederne væsentligt. Undersøgelsen var bestilt af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen som del af arbejdet for at lette byrderne for erhvervslivet. Danmarks dukserolle afspejles blandt andet i en andenplads i Europa på Verdensbankens indeks over effektiv erhvervsregulering.
Ifølge Peter Ladegaard, projektchef i Verdensbanken, er Danmark en international frontløber på området, men alligevel er der ingen grund til at lade stå til, for der er hård konkurrence.
– Man kan blandt andet nå endnu længere ved at se på en bredere vifte af omkostninger og samtidig fokusere indsatsen på udvalgte områder, som udvælges og løses i samarbejde med virksomhederne, siger han.
TV 2 Finans