Bureauet Dyhr//Hagen har etableret et samarbejde med Bestseller og skal fremover håndtere hele Vero Modas kommunikationsflade, herunder udarbejdelse af nye kreative udtryk, der passer til Vero Modas dynamiske og progressive profil.
Bureauet Dyhr//Hagen blev stiftet 1. august i år af de to kreative medarbejdere hos La Familia Lars Dyhr og Peter Hagen. Bureauet er halvt ejet af bureaukæden GGG, Grey Global Group, der også ejer Grey og La Familia. Den anden halvdel ejes af Lars Dyhr og Peter Hagen, der også tidligere har markeret sig som kreative kræfter på bureauer som BBDO, Ahead, Heimburger og D’Arcy.
– Vero Moda er en meget interessant kunde for os, fordi virksomhedens succes afhænger af vores fælles evne til at operere overbevisende i et meget fintfølende og omskifteligt marked. Modebranchen tilgiver sjældent fejldispositioner, men er strategi og udtryk gennemarbejdet, er mulighederne ubegrænsede – og det mål er både inspirerende og motiverende, siger Peter Hagen i en pressemeddelelse.
jür