Det danskejede digitale bureau Vertic, som tidligere på året oprettede en særlig forretningsenhed med fokus på healthcare-industrien, har netop vundet endnu en opgave på healthcare-området.

Det er GlaxoSmithKline i Tyskland, der har haft et nyt projekt for Panodil-mærket i udbud, og Vertic er valgt som leverandør på udvikling af en app for det smertestillende produkt Panodil Junior. I første omgang skal app’en udvikles til Finland og Danmark.

Panodil Junior er et produkt, mange børnefamilier er bekendt med, og med et veletableret brand og produkter målrettet børn har GlaxoSmithKline et godt udgangspunkt for at udvikle en app til bekymrede forældre med syge børn, mener Healthcare Director i Vertic, Mikkel Arnoldi.

Han glæder sig til opgaven og mener, at Vertic har de rigtige forudsætninger for at udvikle en app, der leverer på både kort og lang sigt.

– Vi oplever, at de kunder, som udvikler apps og digitale løsninger målrettet et reelt kundebehov, og som i mindre grad ”pusher” produkter, klarer sig bedre på længere sigt. Det drejer sig i langt højere grad om at skabe nogle services rundt om produktet for at opnå den ønskede kundeloyalitet, siger Mikkel Arnoldi.

App’en, der udvikles i et samarbejde mellem Vertics afdelinger i København og New York, udkommer i første omgang til iPhone og Android.

Forældre må dog væbne sig med tålmodighed lidt endnu, da indholdet af app’en holdes tæt ind til kroppen indtil lanceringen i efteråret – nærmere bestemt til september.

Projektet fra GlaxoSmithKline følger i halen af en række healthcare projekter, som Vertic på det seneste har landet og som, qua bureauets globale position, i stigende grad har international karakter.

Vertic Healthcare har således firmaer som Novo Nordisk, LEO Pharma, Lundbeck og Ambu på kundelisten.

Vertics kontor i Ryesgade i København er base for healthcare-enheden, som omsætter for et pænt tocifret millionbeløb.