Der er gang i aktiviteterne hos det danskejede digitale bureau Vertic, og nu har man hentet endnu en stærk profil ind på bureauet.
Det drejer sig om Morten Kamp Jørgensen, der bliver ny VP og ansvarlig for en ny forretningsenhed, Vertic CPH. Samtidig bliver han en del af bureauets europæiske ledelse.
Morten Kamp Jørgensen kommer senest fra en stilling som Head of Product Marketing for SAP XM. Han har desuden tidligere gennem en længere periode været Director of Marketing Communications hos vindmøllegiganten Vestas.
Hos Vertic kommer den nye VP til at stå i spidsen for en række nye projekter, herunder etableringen af den nye forretningsenhed, Vertic CPH, der geografisk skal dele adresse med bureauets kontor i København.
Styrende kraft hos Vestas
Vertic CPH kommer til at fokusere på specifikt at hjælpe store virksomheder inden for industri og teknologi med at skabe strategisk forretningsvækst gennem digital transformation, og ifølge Vertics grundlægger og CEO, Sebastian Jespersen, er Morten Kamp Jørgensen den helt rigtige til at stå i spidsen for de nye aktiviteter:
– Morten har betydelig ledelseserfaring fra kundesiden, og hos Vertic har vi arbejdet sammen med ham i en årrække – ikke mindst i forbindelse med store Vestas-projekter, hvor han har været styrende kraft på innovative og digitalt transformative løsninger som World of Wind, Energy Transparency og A Race We Must Win, siger Sebastian Jespersen, der også fremhæver Morten Kamp Jørgensens erfaring med og forståelse for ledelsesmæssige udfordringer fra SAP.
– Jeg er ikke i tvivl om, at disse erfaringer vil komme Vertic og ikke mindst vores kunder inden for industri og teknologi til gode, siger Sebastian Jespersen.
Nye kunder gav ideen
Den nye forretningsenhed, Vertic CPH, kommer til at have primært fokus på industri- og teknologibranchen, hvor bl.a. Danfoss og Rockwool er kommet til.
Danfoss i sommer og Rockwool i slutningen af 2016 – og det var i forbindelse hermed, at ideen om den nye forretningsenhed opstod.
– Vi har jo skabt en del løsninger for GE (General Electric, red.), som er et ganske kompleks brand, men også et rigtig godt eksempel på en industriel virksomhed, der har fundet fodfæste i den digitale transformation. Den erfaring og ekspertise, vi har opbygget i forbindelse med vores arbejde med GE, lægger andre også mærke til – og det er det, vi gerne vil dele med andre industrielle og teknologiske virksomheder og brands, siger Sebastian Jespersen.
I første omgang vil arbejdet med de to nævnte virksomheder Danfoss og Rockwool, plus enkelte store tech-brands, som SAP og Microsoft, som i længere tid har samarbejdet med Vertic, være fokus-punkter for den nye forretningsenhed.