For et halvt år siden åbnede community marketingbureauet Very en dedikeret digital afdeling med ansættelsen af IUM’s digitale strategichef, Jonathan Lang, og investeringen har allerede vist sig at bære frugt.  
I dag løser afdelingen en bred vifte af lokale og internationale opgaver for kunder som Coca-Cola, Carlsberg og Cottonfield – og flere er på vej ind. Så for at imødekomme den stigende efterspørgsel på digitale ydelser har bureauet derfor ansat Kristian Moon som Senior Project Manager i Very Digital.
Verys ejer og direktør Thomas Bjerg siger:
– Vores social media-produkt går langt ud over ”Like”-generering og fokuserer på at bygge emotionelle bånd imellem brugerne og kundernes brands. Det betyder mere relevant, brugerdrevet content og øget integration af offline aktiveringer. Totalt set giver det et dynamisk mix af indhold, events, apps, konkurrencer, tekster og eksterne links. Det var derfor naturligt for os at hyre en seniorkompetence som Kristian, der både har overblik og erfaring til at styre skibet sikkert i havn hver gang.
Kristian Moon har en solid baggrund inden for digital produktion og teamledelse fra både reklame og e-commerce. Blandt andet har Kristian arbejdet som digital produktionschef hos Adtomic.
Selv siger han om valget af Very:
– Bureauets vinkel på markedsføring er markant anderledes end de traditionelle bureauers. Jeg har altid søgt at være på forkant med den digitale udvikling, og som en del af Very Digital har jeg en enestående mulighed for at understøtte forretningen og samtidig selv være med blandt frontløberne i fremtidens markedsføring.”
Very har det seneste år oplevet en voldsom vækst – seneste regnskab viste et resultat af den primære drift på godt fire millioner kroner.
Væksten skyldes ifølge Thomas Bjerg blandt andet rollen som lead for energidrikken Burn i Danmark, Norge og Sverige, launch af glaceau vitaminwater i Danmark samt en række nye kunder uden for FMCG segmentet – herunder Danske Spil, Telia og Cottonfield.